[[Billede:lok17551.jpg|thumb|400px|Finn-hus under opførelse.]]
Trods et omfattende almennyttigt boligbyggeri og opførelse af private enfamiliehuse under og lige efter besættelsen herskede der en næsten katastrofal boligmangel i Silkeborg i sidste halvdel af 1940’erne. En af årsagerne hertil var, at byen i disse år oplevede en stor befolkningsvækst. I 1941 var der ca. 18.650 indbyggere, mens der i 1945 var 20.955 - en stigning på 12,4%.
==Silkeborgs finske huse==
Sagen om Silkeborgs finske huse begyndte allerede 14. oktober 1946, hvor [[Boliganvisningsudvalget ]] på et byrådsmøde anbefalede, at kommunen indkøbte 24 finske træhuse. Ved forslagets behandling var der en timelang debat. Den drejede sig dog mere om bolignøden i almindelighed – for der var fuld enighed om at indkøbe husene. Byrådsmedlemmerne kunne ikke se, at der var andre muligheder. Selvom 24 huse ikke var noget stort bidrag til afhjælpning af boligmanglen, så var det dog en hurtig økonomisk overkommelig hjælp med en samlet pris omkring 600.000 kr.
Det var en ny tanke i Danmark, at træhuse kunne bruges som helårsbeboelse, så boligudvalgsformanden, socialdemokraten Jens Aagaard, måtte understrege, at husene var ”bedre isolerede end stenhuse”...og at de ikke blot skulle ”være en efterkrigstidsforanstaltning”.
Byens skolelæge gennem mange år, Vilm. [[ Vilmelm Dickmeiss]], følte sig kaldet til at understrege, at ”man i Sverige, Norge og Finland boede sundt og godt i træhuse, der også kunne være en meget smuk bebyggelse”.
Forhandlingerne om indkøb af husene gik i gang allerede dagen efter byrådsmødet. Gennem Aarhus Savværk fik man tilsagn fra det finske firma Puutalo OY – eller A/S Træhus - om at få leveret husene i januar 1947. Så hurtigt skulle det dog ikke komme til at gå. Man kunne nemlig ikke få indførselstilladelse fra Handels- og Indenrigsministeriet, som i nogen grad holdt igen med bevillinger af valuta til indkøb i udlandet. 31. oktober rettede kommunen derfor en indtrængende henvendelse til ministeriet for om muligt alligevel at få stillet den fornødne valuta til rådighed. Men det fik man nu ikke noget ud af.
I midten af december blev man så alligevel kontaktet af Aarhus Savværk, som havde haft held til at få indførselstilladelse på 24 såkaldte ”Finn-Huse” fra et andet finsk firma – ”Finska Försäljningsföreningen för Träkonstruktioner”. Derfor blev det dette fabrikat, man modtog ordrebekræftelse på allerede 29. december 1946. Dette er forklaringen på, at finn-husene i Silkeborg adskiller sig fra de fleste andre eksisterende finnebyer.
I modsætning til det første tilbud, hvor man afgav bestilling på tre forskellige typer og størrelser af huse, var disse huse som udgangspunkt alle ens og havde en størrelse på 67 m2m<sup>2</sup>. De indeholdt en opholdsstue, et soveværelse, et kammer, spisekøkken, badeværelse samt udhus og kælder. Kommunens bygningsinspektør havde nogle væsentlige ønsker til ændringer og forbedringer af husenes udformning, så de passede til en dansk families behov. I startfasen var han derfor i tæt dialog med leverandørens arkitekt, Poul Ernst Hoff, hvis tegnestue senere bl. a. var med til at udforme et af landets største montagebyggerier - Høje Gladsaxe.
==Opføres på et areal ved I startfasen var han derfor i tæt dialog med leverandørens arkitekt, [[Kærsgårds Plantagehttp://da.wikipedia.org/wiki/Povl_Ernst_Hoff Poul Ernst Hoff]]==Det var oprindeligt planen, at husene skulle opføres på et areal ved Sneppevej på Århusbakken, der var et af datidens nye byudviklingsområderhvis tegnestue senere bl. a. Man erkendte dog ret hurtigt, at arealet her var for lille, idet det ville være alt for dyrt med til at flytte kommunens lager udforme et af tørv, som blev opbevaret i de gamle lader fra Silkeborg Teglværk. Man fandt derfor i stedet plads til Finnlandets største montagebyggerier -husene på det skrånende terræn ved Kærsgårds Plantage[http://da. Her skulle husene opføres i to rækker á 12 på den nyanlagte Duedalsvej og på Nylandsvejs forlængelse mod vest - på adresserne: Duedalsvej 2-24 og Nylandsvej 100-122wikipedia.org/wiki/Høje_Gladsaxe Høje Gladsaxe].
==På et areal ved Kærsgårds Plantage==Det var oprindeligt planen, at husene skulle opføres på et areal ved [[Sneppevej]] på [[Århusbakken]], der var et af datidens nye byudviklingsområder. Man erkendte dog ret hurtigt, at arealet her var for lille, idet det ville være alt for dyrt at flytte kommunens lager af tørv, som blev opbevaret i de gamle lader fra [[Silkeborg Teglværk]]. [[Billede:Kaersgaardsvej.jpg|thumb|400px|Kærsgårdsvej. Til venstre ses [[Dannevirkevej]], ved træerne til højre det skrånende terræn "Finn-husene" blev opført. Foto: Joh. Jensen,1943.]] Man fandt derfor i stedet plads til Finn-husene på det skrånende terræn ved [[Kærsgårds Plantage]] ved [[Kærsgårdsvej]]. Her skulle husene opføres i to rækker á 12 på den nyanlagte [[Duedalsvej]] og på [[Nylandsvej]]s forlængelse mod vest - på adresserne: Duedalsvej 2-24 og Nylandsvej 100-122. Netop i dette område var der gennemført en række store projekter under besættelsen og flere var i støbeskeen. Boligforeningerne havde således sørget for opførelsen af mindre huse specielt beregnet på børnerige familier i Kærshøj-kvarteret[[Kærshøjkvarteret]]. Og på Nylandsvej nærmede opførelsen af bebyggelsen ”Nyvangen” ”[[Nyvangen]]” med 68 rækkehuse sig sin afslutning.
==”Alt over fundament”==
==Statslån til byggeri af mindre huse i perioden 1938-1958==
Ordningen med statslån til byggeri af mindre huse fungerede i perioden 1938-1958. Det var et politisk initiativ, der især skulle hjælpe børnerige familier til en god og sund bolig gennem attraktive lånemuligheder. Ordningen fik meget stor betydning både geografisk og socialt. [[Billede:lok7456.jpg|thumb|400px|Luftfoto med Finn-husene beliggende nedenfor Kærsgårds Plantage. I forgrunden ses [[Sølystvej]] og [[Silkeborg Langsø]], 1948.]] Det var således i denne periode, at det moderne bykvarter - ”parcelhuskvarteret” så dagens lys omkring byerne over hele landet. Netop fordi den brede befolkning fik råd til at bosætte sig i eget hus. For at der kunne bevilges et statslån, var der en del krav, som husene skulle opfylde. Der var bl. a. lagt loft over pris og størrelse, ligesom der blev stillet krav til indretning og konstruktion. Ved en revision af loven i marts 1947 kom den også til at omfatte elementbyggeri. Fordelene ved et statslån var, at låntager slap for at optage et dyrere kreditforeningslån, samtidig med at lånevilkårene var noget lempeligere. Kommunen hjemtog lånet for køber og var forpligtet til at føre kontrol med byggeriet. Som et ekstra sikkerhed skulle huskøber godkendes af både Indenrigsministeriet og kommunalbestyrelsen.
==Kommunen ville sælge både grund og hus til en rimelig pris==
For at fremme salget arrangerede kommunen en udstilling af tre fuldt monterede huse, hvilket medførte en tilstrømning på adskillige tusinde nysgerrige borgere i byen. Men lige lidt hjalp det. Enkelte købere havde meldt sig, men det blev ikke rigtig til noget. Man greb endda til at love potentielle købere, at de ville få nedsat prisen, såfremt de øvrige huse blev solgt til lavere pris – simpelthen for at sætte gang i salget.
[[Billede:lok17184.jpg|thumb|400px|Finn-huse set fra Duedalshøj, 1948.]]
==A/S Finnhusene overtager husene==
Aktieselskabet blev stiftet 2. april 1949 og overtog efterfølgende 22 huse, som alle nu var lejet ud. To af husene var altså solgt på dette tidspunkt – til en pensioneret fuldmægtig og en grosserer.
Blandt stifterne af aktieselskabet var manufakturhandler [[Johs. Søndergaard]], borgmester [[Holger Iversen ]] og arkitekt [[Alfred J. Mortensen ]] og [[A. Kruse]].
Derefter gik det tilsyneladende langsomt fremad med salget. I løbet af 1953 solgte man syv af husene. I begyndelsen af 1955 var der dog stadig ti og i maj 1956 syv usolgte huse.
Og først i begyndelsen af 1961 havde aktieselskabet endeligt opfyldt sin mission - at få solgt husene, hvorefter det trådte i likvidation.
==Finn-husene eller Finnehusene?==Som det fremgår af ovenstående, så er det korrekte navn på bebyggelsen "Finn-husene", som jo var navnet på det aktieselskab, der overtog dem i 1949. Det ændrer dog ikke ved, at de i folkemunde altid har heddet "Finnehusene". ==Husene fremtræder i dag husene stærkt ombyggede==[[Billede:b0001150.jpg|thumb|400px|Finn-hus på Nylandsvej 114 fr tilbygning i 1976.]]
Netop fordi der blev sat begrænsninger for boligstørrelsen for at kunne opnå statslån, er boligarealet sidenhen for de fleste af husenes vedkommende forøget væsentligt gennem forskellige former for tilbygninger i overensstemmelse med tidens pladsbehov. Det betyder at husene i dag fremtræder stærkt ombyggede og uensartede. Den side af historien vil vi også meget gerne have dækket.
Der skulle altså gå næsten 15 år fra man i al hast bestilte husene og måtte presse på for at få lov til at importere dem til de rent faktisk var solgt. Naturligt melder spørgsmålet sig – hvad var det der gik galt? eller hvad var årsagen til miséren? Var prisen for høj? Ville folk ikke bo så langt væk fra byen, som mange nok har følt at det var? Og hvordan blev livet levet i Finnhusene i de efterfølgende årtier?
Kilderne til den tidlige og mere formelle historie, som er beskrevet her, findes i de kommunale sagsmapper i [[Silkeborg Arkiv]]. Men der kan vi desværre ikke finde svarene på de mange spørgsmål. Der mangler nemlig noget meget væsentligt i denne beretning. Det kunne kaldes ”kød og blod” – det kan du måske bidrage medherunder - skriv om dine oplevelser som beboer eller gæst i Finn-husene..... [[Kategori:Byer & bydele]] [[Kategori:Byer & bydele]]