Silkeborg
Af [[H. C. Andersen]]
Mod Vest slipper Skoven, idet Jordhævningen ikke længer beskytter den mod Vestenvinden; alle Træstammer og Grene hælde mod Øst, hvert Træ synes som tilklippet med Saxen; Skoven bliver til Buske, den sænker sig ned i Bankerne; det er, som om Vestenvinden her havde boltret sig, trykket Grenene mod Jorden og beaandet den med en forstenet Mos.
Vi see ned i en lang dyb Lyngdal; der ligger en eensom Hytte, klinet af Leer og tækket med Lyng, fra den løfter sig Røgen og viser, at her leve Mennesker. - Overtroen fortæller, at i Dybdal, som denne Strækning kaldes, ligger en stor fiirkantet Steen med "Læsning paa", men som endnu Ingen har kunnet tyde, og under Stenen er gjemt saa meget Sølv og Guld, at det kan skjule en fuldvoxen Mand, en heel Kongeløsning er det. To Qvvinder, der engang gik igjennem Lyngen her, saae Stenen, men kunde ikke tyde Læsningen, og da de kom med andre Folk for at søge den igjen, var den ikke mere at finde; en Bonde, der her gik ud at søge sin Hest, saae Stenen og lagde sit Tøier paa den, men Stenen sank - dog engang, det er Folketroen, naar Danmarks Konge er en fangen Mand, da findes den igjen, Skriften læses, Skatten hæves og Kongen kjøbes fri *).
*) ''Flere Oplysninger og Sagn, Silkeborg vedkommende, skylder jeg især Etatsraad [[A. L. Drewsen|A. Drewsen]], som med stor Flid og Iver har samlet disse under et Sommerophold der i Egnen. H.C.A.''
Gennem Aarhundreder uforandret Hede, kun Hede! Man siger, at for Aartusinder siden var her mægtige Skove, Brand og Vestenstorme fældede dem, man veed det ikke. Disse Høider, Dale og Sletter vare engang Havbund, som Jordvarmen hævede; man siger det, man veed det ikke, men peger paa Tørvemoser, der synes hævede op af Aasens Side. Kjæmpegrave, tilhørende en yngre Tid, for os Oldtiden, gjemme en Tidsalders Mægtige, Ingen kjender deres Navne, udslettede ere de. Engang dybe, klare Søer ligge forvandlede i tilgroede Moser, og kun Sagnet mæler om deres Fortid; det klinger fra Bjærup Mose om Jomfruen, som seilede over dens aabne Vande, tabte sin Guldring der og lyste derfor Søen i Ban, da væltede fra Bunden det sorte Dynd, og i et Nu blev den fra Sø til Mose. Aaen i sit Fald opskylder fra den eenlige Ø et rødligt Gruus - det er Rester af en Borg, maaskee fra hiin Tid, da Vikingen fra sine Tog paa Englands og Norges Kyster vendte hjem igjen mod Randers, til Gudenaaens Bredder, eller maaskee en Borg fra dengang Svenskerne vare her i Landet, da vore polske Hjælpetropper, med Kalmukker og Tyrker iblandt, skjændte og brændte og hængte Præsterne op ved deres lange Skjæg i Egene. Hverken Skrift eller Sagn melder derom.
Forglemmelsens Aand stærkere end Stormen paa Vesterhavet, som vel kuer Skoven, men dog lader den groe - har udvidsket Mindet. Hvilket Ødets Rum for Tanken!
Men snart vil over den stille Hede, Jernebanetoget, som en dampende Drage bruse af sted, og Tusinder skulle komme og see denne Egns Herligheder, og Digtere skulle her henlægge Sceneriet for deres Digtninger, medens Silkeborg stiger og blomstrer, som Oplandets By, Byen, der skal spinde Silke, naar Banetogets Væverskytte flyver gjennem Landet.
Silkeborg den 5te August 1853.
H. C. Andersen
==Kommentar==
Se også den sprogligt [http://arkiv.silkeborgbibliotekerne.dk/om-silkeborg/hca-silkeborg/default.html_ moderniserede] udgave
[[Kategori:Litteratur]]