Papirfabrikant Michael Drewsen havde i sin tid drevet teglværksproduktion nord for papirfabrikken ud mod Silkeborg Langsø. Gad vide om man kunne genoptage en produktion i nærheden? Ler var der åbenbart på området. Var der nok? Var det godt nok? Tanken blev ivrigt drøftet midt i 1890èrne i byrådet og blandt de lokale håndværksmestre.
Der gik lang tid med overvejelser og snak. Kommunen var i syv sind, om den ville sælge jorden eller leje den ud. Nogle mente, arealerne kunne bruges til bedre formål. Og gik det ikke ud over fattiggårdens muligheder for et rentabelt landbrug?
Lokale håndværkere tog i 1899 initiativet til at danne Aktieselskabet Silkeborg Teglværk, og [[Fil:Silkeborg teglværk.jpg|thumbnail|500px|Silkeborg Teglværk 1900]]alle relevante tilladelser faldt på plads samme år. Byens nye teglværk fik en svær fødsel.
Først gerådede aktieselskabet ud i en kontravers med den lokale fagbevægelse omkring nogle arbejdskontrakter, og dernæst satte den landsdækkende storlockout en dæmper for byggeri og igangsættelse. Men hen på sensommeren 1899 var initiativet så fremskredent, at den lokale presse kunne berette om den nye virksomhed på bakken oven for papirfabrikken og kuranstalten.
Samtiden var imponeret. Teglværket var morderne med ringovn, dampmaskine (40HK) og ælte og skæremaskine. Teglmester Niebuhr fik bolig ved teglværket og der blev anlagt stald med foderplads. Arbejdsstyrkens størrelse var lokalpressen mere usikker på. Men et sted mellem 12 og20 mand kunne regne med arbejde på Silkeborg Teglværk i højsæsonen. Om vinteren var der kun arbejde til ca. 6 mand. Lønnen ville blive på 20-24 kr. om ugen – fortrinsvis tjent på akkord. Timelønnen var på 30 øre, og den daglige arbejdstid normalt 10 timer.
</div>
[[Kategori:ErhvervRåstofudvinding]]