100 silkeborgensere var folkets mening - i TV-serien BytingetAf Lis ThavlovArkivleder, Silkeborg Arkiv I disse valgtider bombarderes vi konstant med meningsmålinger og valgprognoser. Så hvad er mere oplagt end at sætte fokus på TV-serien “Bytinget”, som i blev perioden 1975 til 1985 med jævne mellemrum rullede over skærmensendt i DR. Programmet var en meget simpel form for meningsmåling, som med udgangspunkt i Silkeborg tog pulsen på den brede befolknings holdninger til emner af samfundsmæssig interesse. Det var ikke tilfældigt, at debatserien blev sendt fra Silkeborg. Det havde vist sig ved flere folketingsvalg, at resultaterne i Silkeborg-kredsen lå ganske tæt på landsresultatet, så “man faktisk kunne have nøjedes med at holde afstemning her”, som Silkeborg Avis skrev i sin første omtale af programmet.
Danmarks gennemsnitsby
Silkeborg lignede altså en dansk gennemsnitsby og her fandt DR med hjælp fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet frem til 100 personer på baggrund af erhverv, køn, alder, indtægter m.v., som i udsendelsen skulle repræsentere den “de almindelige danskere”.
Lige før første udsendelse blev sendt 16. april 1975 udtalte tilrettelæggerne Tommy Rasmussen og Leif Hjortshøj fra DRs “Provinsafdelingen” i Aarhus til Silkeborg Avis, at vi har “naturligvis henvendt os til flere end de 100, men det er nu ikke mange. Langt de fleste var straks med på idéen.”
Silkeborgenserne var altså med på spøgen helt fra begyndelsen og seerne tog også programmet til sig. Debatten om pro et contra i forhold til det behandlede emne fortsattes ofte både i pressen og på landets arbejdspladser - i disse monopoltider havde mange jo set programmet.
Advokater og vidner
Udsendelserne, der varede en time, blev sendt direkte og formede sig som en rigtig retssag. Der lå et stort forberedende arbejde med at finde de rette debatemner - og også de meningsdannere og eksperter, der skulle agere henholdsvis advokater og vidner. De to advokater skulle være grundlæggende uenige om et væsentligt samfundsproblem eller -spørgsmål og vidnerne skulle med deres ekspertviden være med til at underbygge det pågældende synspunkt.
De to tilrettelæggere satte følgende ord på dette arbejde i Midtjyllands Avis i august 1977: “Når vi har besluttet os for et emne går vi i gang med at kontakte de hovedpersoner, vi kunne tænke os, skulle medvirke (som advokater) ... men det kan være svært at finde de mest velegnede.”
Debatemnerne blev offentliggjort nogle få dage før udsendelsen og vidnernes navne først en time, før udsendelsen gik i luften. “Det hænger sammen med, at vi vil opnå den størst mulige saglighed,” forklarede de to ansvarlige journalister. Alt skulle være så autentisk som muligt.
100 dommere
Panelet med de 100 silkeborgensere agerede dommere eller nævninge - og det må være blevet til ganske mange, der gennem de ti år fik lov til at lege med.
Ved hjælp af et sindrigt trykknapsystem afgav de ved udsendelsens start anonymt deres stemme - de kunne trykke ja, nej eller ved ikke til aftenens spørgsmål. Denne meningsmåling blev præsenteret for seerne, mens de implicerede parter og panelet først fik dette resultat at se sidst i udsendelsen.
Derefter fik de to kombattanter ordet for at fremlægge deres argumentation. De kunne hver føre tre vidner til at underbygge deres standpunkter.
Udsendelsen sluttede af med endnu en afstemning. Og det viste sig ofte, at mange af deltagerne havde skiftet holdning efter at have hørt argumenterne for og imod.
Silkeborg Teater
Bytinget blev afviklet i Silkeborg Teater på Torvet - eller “Håndværkerforeningen”, som gennem tiden har dannet rammen om alle former for fester og musik- og teaterarrangementer. Før udsendelserne gik i luften blev salen omdannet til TV-studie og retssal ved hjælp af de præfabrikerede kulisser og det sindrige trykknapsystem, som Provinsafdelingen medbragte. På teatrets scene stod afstemningsapparaturet og udenfor på Torvet stod transmissionsvognen, som sørgede for, at det hele kom på skærmen hjemme hos hr. og fru Danmark. Som noget meget nyt blev nogle af udsendelserne sendt i farver, hvilket bevirkede, at der måtte tages særligt hensyn til dekorationerne.
De to advokater - og tilrettelæggerne - sad til højbords foran “vidneskranken”, hvor de seks vidner blev “afhørt” efter tur. Bytingsmedlemmerne var placeret på tre podier, der var opstillet, så de dannede en hestesko. Det gav godt udsyn for alle medvirkende og gode muligheder for at manøvrere de store TV-kameraer.
Anmelder vender på en tallerken
Dagen efter havde Politikens anmelder, Bettina Heltberg, ikke megen ros til overs. Hun skrev blandt andet, at “meget ondt kan man sige om vort repræsentative demokrati - så fuldstændig en passiv rolle, der var tiltænkt de 100 borgere i fjernsynet, indtager befolkningen trods alt ikke”, ligesom hun mente, at udsendelsens ramme var kedelig. Hun måtte dog tage sin kritik af programmet op til revision efter den næste udsendelse, der blev sendt 21. maj, idet hun erkendte, at Bytinget faktisk havde muligheder for at blive en god debatramme. Og efter seriens foreløbige sidste udsendelse i oktober 1975 overgav hun sig helt: “For pokker, det er morsomt at se, om advokaternes argumenter har rokket ved tilhørernes synspunkter.”
Gedigen seer-succes
Midtjyllands Avis’ eget Byting
I årene efter den første udsendelse af Bytinget lavede Midtjyllands Avis sit eget lokale“byting” med de samme medvirkende. Det blev straks slået fast, at der ikke skulle være tale om et “overbyråd”, kun om en lokal meningsmåling.
Det første emne, der blev lanceret 11. oktober 1975, formåede virkelig at sætte sindene i kog. Debatten handlede om, hvorvidt Silkeborg skulle have et nyt, stort kunstmuseum tegnet den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon. Resultatet blev et rungende NEJ og det fik en vis betydning for projektets videre skæbne.