Efter fristens udløb var der indkommet fire ansøgninger - fra en, der lagde vægt på, at han var “forretningsmand”, fra en arbejdsløs smede- og maskinarbejder og så fra ophavsmanden, der var “repræsentant” og altså heller ikke kendte specielt meget til salg af pølser endsige til almindelige hygiejneregler. Måske derfor faldt valget på den fjerde ansøger - Martin Rasmussen Skovbo
Han var oprindelig mejerist - og det har sikkert talt godt for at vælge ham, men havde de senere år ernæret sig som lejetjener. Desuden havde han forhandlet is og chokolade på sportspladsen og om sommeren også ved østre badeanstalt ved Almindsø. Til det formål havde han “fået lavet en lille fiks tre-hjulet vogn, som muligvis kan bruges også til pølsevogn, hvis autoriteterne vil godkende den”. Det var en væsentlig detalje. Ingen af de øvrige ansøgere nævnte noget om, hvordan de ville skaffe sig en pølsevogn til formålet. Så det helt naturlige valg har sikkert været den 38-årige Martin Rasmussen Skovbo, der da også kom til at drive pølsevognen på Torvet eller rettere ved Rådhusets gavl først på Vestergade de efterfølgende næsten 30 år.
== Mad ved foderbrættet==
Der er næppe nogen anden forretning eller noget andet varesortiment, hvor det danske sprog har sprudlet med mange både sjove og sigende varianter, som med pølsevognen og dens pølser. Hvad med “Café Fodkold”, “Restaurant Kold Røv”, “Medisterdiligencen” eller “Foderbrættet” - for nu bare at nævne nogle få fantasifulde eksempler. Eller hvad med det særlige pølsevognssprog, hvor du får en rød hotdog med det hele, når du beder om "en kommunist i åben kiste, med velassorteret bårebuket". Du kan også bede om “en finger med kage”, en “russer med sidevogn” eller en “indianer med rygsæk” eller måske en “slatten fra bassinet med pude”, så får du en rød pølse med brød, hvis det da ellers er en erfaren pølsemand.
== Pølsevogne==
Vogne, hvorfra der blev solgt varme pølser med brød på gaden, var kendt allerede længe før 1. verdenskrig i større tyske byer. Og det lader til, at de også var en del af gadebilledet i svenske byer og i Oslo, før de blev lanceret i København. Det skete 18. januar 1921, hvor der dukkede seks “små pyntelige hvidlakerede vogne med rødt understel og en dampende skorsten” op i gaderne. Andre byer fulgte i øvrigt hurtigt efter. Både Aarhus og Aalborg fik deres første pølsevogne i 1922. I Silkeborg skete det som nævnt først i 1933.
Pølsevognene blev fast inventar overalt i landets byer. Men selvom vognene blev større og mere moderne, tabte de alligevel med tiden terræn til grill- og burgerbarerbarer og andre fastfoodrestauranter. Her var der altid dejligt varmt og ofte et større udvalg. Pølsevognene havde deres storhedstid i perioden 1950 til 1970. Alene i København var der cirka 400 i 1950, mens der i 2007 kun var 93 tilbage og 60 i 2010. I 1970`erne var der på landsplan omkring 700 rullende pølsevogne. De seneste opgørelser anfører et antal på lidt over 100.
== Pølsevogn på Torvet==
I arkivets samlinger har vi avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand på Torvet i Silkeborg. Pølsemanden fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra januar 1961, at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at vænne sig til det nye fænomen, men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en landbofamilie, som var på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og sagde “Det kan man da ikke!” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på konditoriet var. I den retning har billedet ændret sig med årene. Nu sælger vi mange pølser til landboerne, når de er på bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Tidligere havde han konstateret om sine kunder, at de var svære at sætte i bås. “Den velhavende stod sammen med den mindre velstående.”