Ændringer

I arkivets samlinger har vi avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand på Torvet i Silkeborg. Pølsemanden fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra januar 1961, at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at vænne sig til det nye fænomen, men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en landbofamilie, som var på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og sagde “Det kan man da ikke!” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på konditoriet var. I den retning har billedet ændret sig med årene. Nu sælger vi mange pølser til landboerne, når de er på bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Tidligere havde han konstateret om sine kunder, at de var svære at sætte i bås. “Den velhavende stod sammen med den mindre velstående.”

Det har sikkert været koldt at være pølsemand om vinteren de første mange år. Martin Skovbo fortæller, at hans første vogn var helt af træ og at den var helt åbent fortil. “Så det kunne knibe med at holde varmen. Da havde jeg en primus i vognen, og det hændte på frostdage, at der sad centimetertykke isklumper under skabet med primussen. I den vogn, jeg har nu (1958), er det ikke noget at snakke om. Dels har jeg en lille varmeovn og dels kan glaslågerne i begge sider skydes for, når der ingen kunder er. Primussen har jeg ikke spektakel med mere, alt klares ved elektricitet.”

Ved 25 års jubilæet i 1958 spurgte journalisten forsigtigt, om det var en forretningshemmelighed, hvor mange pølser der blev solgt. Til det svarede Martin Skovbo frejdigt: “Nej det er det såmænd ikke. Jeg vil tro, at salget gennemsnitligt ligger et sted mellem 300 og 400 pølser pr. dag. På de helt store dage som f. eks. en regattadag eller de gamle markedsdage har jeg været oppe på 12-1500 pølser, men så er der heller ikke tid til megen snak.” I et interview i 1954 nævnte han, at om fredagen solgte han ofte noget mere “og til søndag har jeg gerne købt 6-700 (pølser) hjem. Fredag blev jo den store salgsdag, da weekend-ordningen blev indført, og folk fik løn på den dag i stedet for lørdag.”

Om salget under besættelsen fortæller Martin Skovbo, at han “kunne sælge langt mere end jeg fik, så jeg stod her kun en times tid hver anden dag eller deromkring. Min ugentlige ration var 600 pølser, og den kunne jeg med lethed ha’ solgt på to dage”. Det må virkelig have givet smalhals hos familien Skovbo, at man kun kunne få indtjening på det, der svarede til halvanden dags normalt salg.

Da pølsemanden bliver spurgt til prisen og varerne, fortæller han, at da han begyndte “fik folk kun en pølse, et rundstykke og en klat sennep, og da kostede en pølse 25 øre i udsalg. Nogle år efter steg prisen til 30 øre og her holdt den sig længe. Nu (1958) koster en pølse 50 øre med brød”.

Hvornår hot dog’en blev en del af varesortimentet har det ikke umiddelbart været muligt at afklare. Men mon ikke det sker i løbet af 1950’erne. I interviewet i 1958 nævner Martin Skovbo, at hans pris på “hot dogs” er 60 øre - “men jeg har heller aldrig indført agurkesalat, remoulade eller andre raffinementer. Hos mig er en hot dog et flækket rundstykke, sennep og tomatketchup og en pølse midt i herligheden.”

På spørgsmålet om man kan leve af at være pølsemand, svarer Martin Skovbo: “Nu har jeg da levet af det i 25 år - helt godt endda, og vi har altid været mange der hjemme. Det bliver man jo, når der er 10 børn.”

Om pølsevognens åbningstider fortæller Martin Skovbo: “Folks indkøbsvaner ændrer sig med tiden. Da jeg startede i 1933, holdt vi åben fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. 11 om aftenen, og afsætningen var virkelig god i aftentimerne. Nu (1961) er det helt anderledes. Det er eftermiddagstimerne, som er indbringende, og allerede ved 7-8 tiden om aftenen ebber salget ud.” Forklaringen på de ændrede pølse-spisevaner kan jo være, at folk allerede der først i 1960’erne var begyndt at sidde og se fjernsyn hjemme i den dejlig varme stue.

I sit “afskedsinterview” i januar 1961, hvor Martin Skovbo har nået pensionsalderen, ser han tilbage på sit liv som pølsemand. Han må konstatere, at “man møder så mange forskellige typer, når man passer en pølsevogn - typer man kan sidde og spekulere over, når salget er småt. Jeg kommer til at savne de faste kunder, som hver dag kom og spiste en enkelt pølse, sludrede om livets omskiftelighed og vejrets ustadighed. Det er ligesom, man med årene har fået et vist kendskab til menneskets sjæleliv. Ofte fortæller folk meget om sig selv, når de står ved en pølsevogn. De har måske ikke andre at betro sig til og er glade over at finde et menneske, der har tid til at lytte til deres bekymringer.”

Pølsemanden slutter af med at udtale, “at det bliver svært at få tiden til at gå, men jeg har dog mange gode minder, jeg kan tage frem og lune mig ved, når tiden bliver for lang og trist. Jeg er ivrig lystfisker, og jeg elsker at gå til lotterispil.” Hans kone supplerer med et smil: “Ja, går det galt med tiden, må du hjælpe til i haven, selvom du ikke kan kende forskel på blomster og ukrudt.” Man må da håbe, at Martin Skovbo fik mange gode timer ved å og sø med fiskestangen i hånden. Så han aldrig blev nødt til at ty til havearbejdet.

== Flere pølsemænd ==

Martin Skovbo var ikke i længden byens eneste pølsemand. I 1941 kommer pølsevognen på [[Pølsevognen på Trianglen|Trianglen]] til og i 1948 får [[Carl Laurits Knudsen]] fik næringsbrev til at drive en pølsevogn med stadeplads på Havnen. Den flyttedes i 1953 til en placering ved [[Pølsevognen i Østergadekrydset|Østergadekrydset]] på en grund ejet af Reimar Nielsen. Siden kom der flere pølsevogne til.