== Fire ansøgninger ==
Efter fristens udløb var der indkommet fire ansøgninger - fra enén, der lagde vægt på, at han var “forretningsmand”, fra en arbejdsløs smede- og maskinarbejder og så fra ophavsmanden, der var “repræsentant” og altså heller ikke kendte specielt meget til salg af pølser endsige til almindelige hygiejneregler. Måske derfor faldt valget på den fjerde ansøger - 26. juni 1933 år ansøgte [[Martin Rasmussen Skovbo byrådet om tilladelse til at etablere sig som pølsemand på Torvet. Han bad om tilladelse til “at forhandle varme pølser, eventuelt med stadeplads på byens torv”. Og han tilføjede, at han betragtede det som en selvfølge, at pølserne var fremstillet af lokale slagtere. Byrådet videresendte hans anmodning til behandling i “Slagtehusudvalget”, som fandt, at ansøgeren skulle have den ønskede tilladelse på visse betingelser.]]
== Bevilling bekendtgøres i avisen ==Det gik dog ikke helt som ansøgeren Han var oprindelig mejerist - og det har sikkert talt godt for at vælge ham, men havde forventetde senere år ernæret sig som lejetjener. Da byrådet igen behandlede sagen i slutningen af august, blev det besluttet, at det skulle bekendtgøres i Desuden havde han forhandlet is og chokolade på sportspladsen og om sommeren også ved [[Silkeborg AvisØstre badeanstalt]], at der nu var mulighed for at få ved [[Almindsø]]. Til det formål havde han “fået lavet en bevilling “til kørsel med een lille fiks tre-hjulet vogn, hvorfra der som muligvis kan sælges pølser”bruges også til pølsevogn, hvis autoriteterne vil godkende den”. Man Det var en væsentlig detalje. Ingen af de øvrige ansøgere nævnte noget om, hvordan de ville altså ikke uden videre give bevillingen skaffe sig en pølsevogn til idéens ophavsmandformålet. Han måtte søge på lige fod med alle andre interesserede og Så det gjorde han såhelt naturlige valg har sikkert været den 38-årige Martin Rasmussen Skovbo, der da også kom til at drive pølsevognen på Torvet eller rettere ved Rådhusets gavl først på Vestergade de efterfølgende næsten 30 år.
Bekendtgørelsen findes i avisen 11[[Billede:Lok19321. september og for at præcisere, hvad det hele gik ud, blev der opremset en række betingelser for, at man kunne opnå bevillingen. Det var således kun bevillingshaveren selv, der måtte sælge fra vognen, varerne skulle indkøbes hos lokale slagtermestre og så skulle varer og vogn løbende kontrolleres jpg|thumb|350px|Pølsemanden Martin Skovbo ved sin pølsevogn ved hjørnet af stadsdyrlægen. Man frabad sig i øvrigt “personlig henvendelse” Rådhusgade og ansøgninger skulle være Borgmesterkontoret i hænde senest 20Vestergade. september. Måske kalkulerede man også her med muligheden for premiere ved efterårets stormarked først i oktoberOptaget ca. 1940]]
== Fire ansøgninger Pølsevogn på Torvet ==Efter fristens udløb var der indkommet fire ansøgninger - I [[Silkeborg Arkiv]]s samlinger findes avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand. Han fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra enjanuar 1961, der lagde vægt at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på, pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at han var “forretningsmand”vænne sig til det nye fænomen, fra men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en arbejdsløs smede- og maskinarbejder og så fra ophavsmandenlandbofamilie, der som var “repræsentant” på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og altså heller sagde “Det kan man da ikke kendte specielt meget til salg af pølser endsige til almindelige hygiejneregler. Måske derfor faldt valget !” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på den fjerde ansøger 26konditoriet var. juni 1933 år ansøgte Martin Rasmussen Skovbo byrådet om tilladelse til at etablere I den retning har billedet ændret sig som pølsemand på Torvetmed årene. Han bad om tilladelse til “at forhandle varme Nu sælger vi mange pølsertil landboerne, eventuelt med stadeplads når de er på byens torv”bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Og Tidligere havde han tilføjedekonstateret om sine kunder, at han betragtede det som en selvfølge, at pølserne de var fremstillet af lokale slagtere. Byrådet videresendte hans anmodning til behandling svære at sætte i “Slagtehusudvalget”, som fandt, at ansøgeren skulle have bås. “Den velhavende stod sammen med den ønskede tilladelse på visse betingelsermindre velstående.”
== Bevilling bekendtgøres i avisen Klumper under primuskassen ==Det gik dog ikke helt som ansøgeren har sikkert havde forventetværet koldt at være pølsemand om vinteren de første mange år. Martin Skovbo fortæller, at hans første vogn var helt af træ og at den var helt åbent fortil. “Så det kunne knibe med at holde varmen. Da byrådet igen behandlede sagen havde jeg en primus i slutningen af augustvognen, blev og det besluttet, at det skulle bekendtgøres i [[Silkeborg Avis]]hændte på frostdage, at der sad centimetertykke isklumper under skabet med primussen. I den vogn, jeg har nu var mulighed for (1958), er det ikke noget at få snakke om. Dels har jeg en bevilling “til kørsel med een vognlille varmeovn og dels kan glaslågerne i begge sider skydes for, hvorfra når der kan sælges pølser”ingen kunder er. Man ville altså Primussen har jeg ikke uden videre give bevillingen til idéens ophavsmand. Han måtte søge på lige fod spektakel med alle andre interesserede og det gjorde han såmere, alt klares ved elektricitet.”
Bekendtgørelsen findes == 3-400 pølser på en dag ==Ved 25 års jubilæet i avisen 11. september og for at præcisere1958 spurgte journalisten forsigtigt, hvad om det hele gik udvar en forretningshemmelighed, hvor mange pølser der blev der opremset en række betingelser forsolgt. Til det svarede Martin Skovbo frejdigt: “Nej det er det såmænd ikke. Jeg vil tro, at man kunne opnå bevillingen. Det var således kun bevillingshaveren selv, der måtte sælge fra vognen, varerne skulle indkøbes hos lokale slagtermestre salget gennemsnitligt ligger et sted mellem 300 og så skulle varer og vogn løbende kontrolleres af stadsdyrlægen400 pølser pr. Man frabad sig i øvrigt “personlig henvendelse” og ansøgninger skulle være Borgmesterkontoret i hænde senest 20dag. septemberPå de helt store dage som f. Måske kalkulerede man også her med muligheden for premiere ved efterårets stormarked først i oktobereks. en regattadag eller de gamle markedsdage har jeg været oppe på 12-1500 pølser, men så er der heller ikke tid til megen snak. ”
== Fire ansøgninger ==Efter fristens udløb var der indkommet fire ansøgninger - fra en, der lagde vægt påI et interview i 1954 nævnte han, at om fredagen solgte han var “forretningsmand”, fra en arbejdsløs smedeofte noget mere “og til søndag har jeg gerne købt 6- og maskinarbejder og så fra ophavsmanden, der var “repræsentant” og altså heller ikke kendte specielt meget til salg af 700 (pølser endsige til almindelige hygiejneregler) hjem. Måske derfor faldt valget på Fredag blev jo den fjerde ansøger store salgsdag, da weekend- [[Martin Rasmussen Skovbo]]. Han var oprindelig mejerist - og det har sikkert talt godt for at vælge hamordningen blev indført, men havde de senere år ernæret sig som lejetjener. Desuden havde han forhandlet is og chokolade folk fik løn på sportspladsen og om sommeren også ved østre badeanstalt ved Almindsø. Til det formål havde han “fået lavet en lille fiks tre-hjulet vogn, som muligvis kan bruges også til pølsevogn, hvis autoriteterne vil godkende den”. Det var en væsentlig detalje. Ingen af de øvrige ansøgere nævnte noget om, hvordan de ville skaffe sig en pølsevogn til formålet. Så det helt naturlige valg har sikkert været den 38-årige Martin Rasmussen Skovbo, der da også kom til at drive pølsevognen på Torvet de efterfølgende næsten 30 årdag i stedet for lørdag.”
I et interview nævner Om salget under besættelsen fortæller Martin Skovbo selv, at han var byens eneste pølsemand i omkring 10 år“kunne sælge langt mere end jeg fik, så jeg stod her kun en times tid hver anden dag eller deromkring. Måske Min ugentlige ration var han i virkeligheden alene om tjansen helt frem til 1948600 pølser, hvor [[Carl Laurits Knudsen]] fik næringsbrev til at drive en pølsevogn og den kunne jeg med stadeplads lethed ha’ solgt på Havnento dage”. Den flyttedes i 1953 til en placering ved [[Pølsevognen i Østergadekrydset|Østergadekrydset]] Det må virkelig have givet smalhals hos familien Skovbo, at man kun kunne få indtjening på en grund ejet af Reimar Nielsen. Siden kom det, der flere pølsevogne svarede til. De blev placeret rundt omkring i byen og omegnen, men her skal det udelukkende handle om den første af slagsen. Den der fra først i oktober 1933 havde sin faste plads på Torvet eller rettere ved Rådhusets gavl først på Vestergade med Martin Skovbo ved rorethalvanden dags normalt salg.
Mad [[Billede:B0002232.jpg|thumb|350px|Martin Skovbo stående ved foderbrættetDer er næppe nogen anden forretning eller noget andet varesortiment, hvor det danske sprog har sprudlet med mange både sjove og sigende varianter, som med pølsevognen og dens pølsersiden af sin pølsevogn på Torvet. Hvad med “Café Fodkold”, “Restaurant Kold Røv”, “Medisterdiligencen” eller “Foderbrættet” Martin Rasmussen Skovbo havde pølsevognen på Torvet - for nu bare at nævne nogle få fantasifulde eksempler. Eller hvad med det særlige pølsevognssprog, hvor du får en rød hotdog med det hele, når du beder om "en kommunist ved rådhusets gavl mod Vestergade i åben kiste, med velassorteret bårebuket"perioden 1933-1961. Du kan også bede om “en finger med kage”, en “russer med sidevogn” eller en “indianer med rygsæk” eller måske en “slatten fra bassinet med pude”, så får du en rød pølse med brød, hvis det da ellers er en erfaren pølsemandOptaget: 10.september 1958]]
Pølsevogne== 25 øre for en pølse ==VogneDa pølsemanden bliver spurgt til prisen og varerne, hvorfra der blev solgt varme pølser med brød på gaden, var kendt allerede længe før 1. verdenskrig i større tyske byer. Og det lader tilfortæller han, at de også var da han begyndte “fik folk kun en del af gadebilledet i svenske byer pølse, et rundstykke og i Osloen klat sennep, før de blev lanceret i København. Det skete 18. januar 1921, hvor der dukkede seks “små pyntelige hvidlakerede vogne med rødt understel og da kostede en dampende skorsten” op pølse 25 øre i gaderneudsalg. Andre byer fulgte i øvrigt hurtigt Nogle år efter. Både Aarhus steg prisen til 30 øre og Aalborg fik deres første pølsevogne i 1922her holdt den sig længe. I Silkeborg skete det som nævnt først i 1933. Pølsevognene blev fast inventar overalt i landets byer. Men selvom vognene blev større og mere moderne, tabte de alligevel Nu (1958) koster en pølse 50 øre med tiden terræn til grill- og burgerbarerbarer og andre fastfoodrestauranter. Her var der altid dejligt varmt og ofte et større udvalg. Pølsevognene havde deres storhedstid i perioden 1950 til 1970. Alene i København var der cirka 400 i 1950, mens der i 2007 kun var 93 tilbage og 60 i 2010. I 1970`erne var der på landsplan omkring 700 rullende pølsevogne. De seneste opgørelser anfører et antal på lidt over 100brød”.
Pølsevogn på Torvet
I arkivets samlinger har vi avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand på Torvet i Silkeborg. Pølsemanden fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra januar 1961, at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at vænne sig til det nye fænomen, men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en landbofamilie, som var på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og sagde “Det kan man da ikke!” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på konditoriet var. I den retning har billedet ændret sig med årene. Nu sælger vi mange pølser til landboerne, når de er på bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Tidligere havde han konstateret om sine kunder, at de var svære at sætte i bås. “Den velhavende stod sammen med den mindre velstående.”
Klumper under primuskassen
Det har sikkert været koldt at være pølsemand om vinteren de første mange år. Martin Skovbo fortæller, at hans første vogn var helt af træ og at den var helt åbent fortil. “Så det kunne knibe med at holde varmen. Da havde jeg en primus i vognen, og det hændte på frostdage, at der sad centimetertykke isklumper under skabet med primussen. I den vogn, jeg har nu (1958), er det ikke noget at snakke om. Dels har jeg en lille varmeovn og dels kan glaslågerne i begge sider skydes for, når der ingen kunder er. Primussen har jeg ikke spektakel med mere, alt klares ved elektricitet.”
3-400 pølser på en dag
Ved 25 års jubilæet i 1958 spurgte journalisten forsigtigt, om det var en forretningshemmelighed, hvor mange pølser der blev solgt. Til det svarede Martin Skovbo frejdigt: “Nej det er det såmænd ikke. Jeg vil tro, at salget gennemsnitligt ligger et sted mellem 300 og 400 pølser pr. dag. På de helt store dage som f. eks. en regattadag eller de gamle markedsdage har jeg været oppe på 12-1500 pølser, men så er der heller ikke tid til megen snak.” I et interview i 1954 nævnte han, at om fredagen solgte han ofte noget mere “og til søndag har jeg gerne købt 6-700 (pølser) hjem. Fredag blev jo den store salgsdag, da weekend-ordningen blev indført, og folk fik løn på den dag i stedet for lørdag.”
Om salget under besættelsen fortæller Martin Skovbo, at han “kunne sælge langt mere end jeg fik, så jeg stod her kun en times tid hver anden dag eller deromkring. Min ugentlige ration var 600 pølser, og den kunne jeg med lethed ha’ solgt på to dage”. Det må virkelig have givet smalhals hos familien Skovbo, at man kun kunne få indtjening på det, der svarede til halvanden dags normalt salg.
25 øre for en pølse
Da pølsemanden bliver spurgt til prisen og varerne, fortæller han, at da han begyndte “fik folk kun en pølse, et rundstykke og en klat sennep, og da kostede en pølse 25 øre i udsalg. Nogle år efter steg prisen til 30 øre og her holdt den sig længe. Nu (1958) koster en pølse 50 øre med brød”.
Hvornår hot dog’en blev en del af varesortimentet har det ikke umiddelbart været muligt at afklare. Men mon ikke det sker i løbet af 1950’erne. I interviewet i 1958 nævner Martin Skovbo, at hans pris på “hot dogs” er 60 øre - “men jeg har heller aldrig indført agurkesalat, remoulade eller andre raffinementer. Hos mig er en hot dog et flækket rundstykke, sennep og tomatketchup og en pølse midt i herligheden.”
På spørgsmålet om man kan leve af at være pølsemand, svarer Martin Skovbo: “Nu har jeg da levet af det i 25 år - helt godt endda, og vi har altid været mange der hjemme. Det bliver man jo, når der er 10 børn.”
Åbningstider
Om pølsevognens åbningstider fortæller Martin Skovbo: “Folks indkøbsvaner ændrer sig med tiden. Da jeg startede i 1933, holdt vi åben fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. 11 om aftenen, og afsætningen var virkelig god i aftentimerne. Nu (1961) er det helt anderledes. Det er eftermiddagstimerne, som er indbringende, og allerede ved 7-8 tiden om aftenen ebber salget ud.” Forklaringen på de ændrede pølse-spisevaner kan jo være, at folk allerede der først i 1960’erne var begyndt at sidde og se fjernsyn hjemme i den dejlig varme stue.
Lidt af en sjælesørger
I sit “afskedsinterview” i januar 1961, hvor Martin Skovbo har nået pensionsalderen, ser han tilbage på sit liv som pølsemand. Han må konstatere, at “man møder så mange forskellige typer, når man passer en pølsevogn - typer man kan sidde og spekulere over, når salget er småt. Jeg kommer til at savne de faste kunder, som hver dag kom og spiste en enkelt pølse, sludrede om livets omskiftelighed og vejrets ustadighed. Det er ligesom, man med årene har fået et vist kendskab til menneskets sjæleliv. Ofte fortæller folk meget om sig selv, når de står ved en pølsevogn. De har måske ikke andre at betro sig til og er glade over at finde et menneske, der har tid til at lytte til deres bekymringer.”
Pølsemanden slutter af med at udtale, “at det bliver svært at få tiden til at gå, men jeg har dog mange gode minder, jeg kan tage frem og lune mig ved, når tiden bliver for lang og trist. Jeg er ivrig lystfisker, og jeg elsker at gå til lotterispil.” Hans kone supplerer med et smil: “Ja, går det galt med tiden, må du hjælpe til i haven, selvom du ikke kan kende forskel på blomster og ukrudt.” Man må da håbe, at Martin Skovbo fik mange gode timer ved å og sø med fiskestangen i hånden. Så han aldrig blev nødt til at ty til havearbejdet.
I et interview nævner Martin Skovbo selv, at han var byens eneste pølsemand i omkring 10 år. Måske var han i virkeligheden alene om tjansen helt frem til 1948, hvor Carl Laurits Knudsen fik næringsbrev til at drive en pølsevogn med stadeplads på Havnen. Den flyttedes i 1953 til en placering ved Østergadekrydset på en grund ejet af Reimar Nielsen. Siden kom der flere pølsevogne til. De blev placeret rundt omkring i byen og omegnen, men her skal det udelukkende handle om den første af slagsen. Den der fra først i oktober 1933 havde sin faste plads på Torvet eller rettere ved Rådhusets gavl først på Vestergade med Martin Skovbo ved roret.
Mad ved foderbrættet
Der er næppe nogen anden forretning eller noget andet varesortiment, hvor det danske sprog har sprudlet med mange både sjove og sigende varianter, som med pølsevognen og dens pølser. Hvad med “Café Fodkold”, “Restaurant Kold Røv”, “Medisterdiligencen” eller “Foderbrættet” - for nu bare at nævne nogle få fantasifulde eksempler. Eller hvad med det særlige pølsevognssprog, hvor du får en rød hotdog med det hele, når du beder om "en kommunist i åben kiste, med velassorteret bårebuket". Du kan også bede om “en finger med kage”, en “russer med sidevogn” eller en “indianer med rygsæk” eller måske en “slatten fra bassinet med pude”, så får du en rød pølse med brød, hvis det da ellers er en erfaren pølsemand.
Pølsevogne
Vogne, hvorfra der blev solgt varme pølser med brød på gaden, var kendt allerede længe før 1. verdenskrig i større tyske byer. Og det lader til, at de også var en del af gadebilledet i svenske byer og i Oslo, før de blev lanceret i København. Det skete 18. januar 1921, hvor der dukkede seks “små pyntelige hvidlakerede vogne med rødt understel og en dampende skorsten” op i gaderne. Andre byer fulgte i øvrigt hurtigt efter. Både Aarhus og Aalborg fik deres første pølsevogne i 1922. I Silkeborg skete det som nævnt først i 1933.
Pølsevognene blev fast inventar overalt i landets byer. Men selvom vognene blev større og mere moderne, tabte de alligevel med tiden terræn til grill- og burgerbarerbarer og andre fastfoodrestauranter. Her var der altid dejligt varmt og ofte et større udvalg. Pølsevognene havde deres storhedstid i perioden 1950 til 1970. Alene i København var der cirka 400 i 1950, mens der i 2007 kun var 93 tilbage og 60 i 2010. I 1970`erne var der på landsplan omkring 700 rullende pølsevogne. De seneste opgørelser anfører et antal på lidt over 100.
Pølsevogn på Torvet
I arkivets samlinger har vi avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand på Torvet i Silkeborg. Pølsemanden fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra januar 1961, at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at vænne sig til det nye fænomen, men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en landbofamilie, som var på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og sagde “Det kan man da ikke!” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på konditoriet var. I den retning har billedet ændret sig med årene. Nu sælger vi mange pølser til landboerne, når de er på bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Tidligere havde han konstateret om sine kunder, at de var svære at sætte i bås. “Den velhavende stod sammen med den mindre velstående.”
Klumper under primuskassen
Det har sikkert været koldt at være pølsemand om vinteren de første mange år. Martin Skovbo fortæller, at hans første vogn var helt af træ og at den var helt åbent fortil. “Så det kunne knibe med at holde varmen. Da havde jeg en primus i vognen, og det hændte på frostdage, at der sad centimetertykke isklumper under skabet med primussen. I den vogn, jeg har nu (1958), er det ikke noget at snakke om. Dels har jeg en lille varmeovn og dels kan glaslågerne i begge sider skydes for, når der ingen kunder er. Primussen har jeg ikke spektakel med mere, alt klares ved elektricitet.”
3-400 pølser på en dag
Ved 25 års jubilæet i 1958 spurgte journalisten forsigtigt, om det var en forretningshemmelighed, hvor mange pølser der blev solgt. Til det svarede Martin Skovbo frejdigt: “Nej det er det såmænd ikke. Jeg vil tro, at salget gennemsnitligt ligger et sted mellem 300 og 400 pølser pr. dag. På de helt store dage som f. eks. en regattadag eller de gamle markedsdage har jeg været oppe på 12-1500 pølser, men så er der heller ikke tid til megen snak.” I et interview i 1954 nævnte han, at om fredagen solgte han ofte noget mere “og til søndag har jeg gerne købt 6-700 (pølser) hjem. Fredag blev jo den store salgsdag, da weekend-ordningen blev indført, og folk fik løn på den dag i stedet for lørdag.”
Om salget under besættelsen fortæller Martin Skovbo, at han “kunne sælge langt mere end jeg fik, så jeg stod her kun en times tid hver anden dag eller deromkring. Min ugentlige ration var 600 pølser, og den kunne jeg med lethed ha’ solgt på to dage”. Det må virkelig have givet smalhals hos familien Skovbo, at man kun kunne få indtjening på det, der svarede til halvanden dags normalt salg.
25 øre for en pølse
Da pølsemanden bliver spurgt til prisen og varerne, fortæller han, at da han begyndte “fik folk kun en pølse, et rundstykke og en klat sennep, og da kostede en pølse 25 øre i udsalg. Nogle år efter steg prisen til 30 øre og her holdt den sig længe. Nu (1958) koster en pølse 50 øre med brød”.
Hvornår hot dog’en blev en del af varesortimentet har det ikke umiddelbart været muligt at afklare. Men mon ikke det sker i løbet af 1950’erne. I interviewet i 1958 nævner Martin Skovbo, at hans pris på “hot dogs” er 60 øre - “men jeg har heller aldrig indført agurkesalat, remoulade eller andre raffinementer. Hos mig er en hot dog et flækket rundstykke, sennep og tomatketchup og en pølse midt i herligheden.”
På spørgsmålet om man kan leve af at være pølsemand, svarer Martin Skovbo: “Nu har jeg da levet af det i 25 år - helt godt endda, og vi har altid været mange der hjemme. Det bliver man jo, når der er 10 børn.”
== Åbningstider==Om pølsevognens åbningstider fortæller Martin Skovbolyder det: “Folks indkøbsvaner ændrer sig med tiden. Da jeg startede i 1933, holdt vi åben fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. 11 om aftenen, og afsætningen var virkelig god i aftentimerne. Nu (1961) er det helt anderledes. Det er eftermiddagstimerne, som er indbringende, og allerede ved 7-8 tiden om aftenen ebber salget ud.” Forklaringen på de ændrede pølse-spisevaner kan jo være, at folk allerede der først i 1960’erne var begyndt at sidde og se fjernsyn hjemme i den dejlig varme stue.
== Lidt af en sjælesørger==I sit “afskedsinterview” i januar 1961, hvor Martin Skovbo har nået pensionsalderen, ser han tilbage på sit liv som pølsemand. Han må konstatere, at “man møder så mange forskellige typer, når man passer en pølsevogn - typer man kan sidde og spekulere over, når salget er småt. Jeg kommer til at savne de faste kunder, som hver dag kom og spiste en enkelt pølse, sludrede om livets omskiftelighed og vejrets ustadighed. Det er ligesom, man med årene har fået et vist kendskab til menneskets sjæleliv. Ofte fortæller folk meget om sig selv, når de står ved en pølsevogn. De har måske ikke andre at betro sig til og er glade over at finde et menneske, der har tid til at lytte til deres bekymringer.”
Pølsemanden slutter af med at udtale, “at det bliver svært at få tiden til at gå, men jeg har dog mange gode minder, jeg kan tage frem og lune mig ved, når tiden bliver for lang og trist. Jeg er ivrig lystfisker, og jeg elsker at gå til lotterispil.” Hans kone supplerer med et smil: “Ja, går det galt med tiden, må du hjælpe til i haven, selvom du ikke kan kende forskel på blomster og ukrudt.” Man må da håbe, at Martin Skovbo fik mange gode timer ved å og sø med fiskestangen i hånden. Så han aldrig blev nødt til at ty til havearbejdet.
. Han == Flere pølsemænd i byen ==Martin Skovbo var oprindelig mejerist (og det har sikkert talt godt for at vælge ham), men han havde de senere år ernæret sig som lejetjenerikke i længden byens eneste pølsemand. Desuden havde han forhandlet is og chokolade I 1941 kommer pølsevognen på [[Pølsevognen på sportspladsen Trianglen|Trianglen]] til og om sommeren også ved østre badeanstalt ved Almindsø. Til det formål havde han “fået lavet i 1948 får [[Carl Laurits Knudsen]] fik næringsbrev til at drive en lille fiks tre-hjulet vogn, som muligvis kan bruges også til pølsevogn, hvis autoriteterne vil godkende den”med stadeplads på Havnen. Det var Den flyttedes i 1953 til en væsentlig detalje. Ingen placering ved [[Pølsevognen i Østergadekrydset|Østergadekrydset]] på en grund ejet af de øvrige ansøgere nævnte noget om, hvordan de ville skaffe sig en pølsevogn til formåletReimar Nielsen. Så det helt naturlige valg har sikkert været den 38-årige Martin Rasmussen Skovbo, Siden kom der da også kom flere pølsevogne til at drive pølsevognen på Torvet de efterfølgende næsten 30 år.
I et interview nævner Martin Skovbo selv== Pølsevogne i almindelighed ==Vogne, hvorfra der blev solgt varme pølser med brød på gaden, at han var byens eneste pølsemand i omkring 10 årkendt allerede længe før 1. Måske var han verdenskrig i virkeligheden alene om tjansen helt frem større tyske byer. Og det lader til 1948, hvor Carl Laurits Knudsen fik næringsbrev til at drive de også var en pølsevogn med stadeplads på Havnen. Den flyttedes i 1953 til en placering ved Østergadekrydset på en grund ejet del af Reimar Nielsengadebilledet i svenske byer og i Oslo, før de blev lanceret i København. Siden kom Det skete 18. januar 1921, hvor der flere pølsevogne tildukkede seks “små pyntelige hvidlakerede vogne med rødt understel og en dampende skorsten” op i gaderne. De blev placeret rundt omkring Andre byer fulgte i byen øvrigt hurtigt efter. Både Aarhus og omegnen, men her skal det udelukkende handle om den Aalborg fik deres første af slagsen. Den der fra først pølsevogne i oktober 1933 havde sin faste plads på Torvet eller rettere ved Rådhusets gavl først på Vestergade med Martin Skovbo ved roret1922.
Mad ved foderbrættetDer er næppe nogen anden forretning eller noget andet varesortiment, hvor det danske sprog har sprudlet med mange både sjove Pølsevognene blev fast inventar overalt i landets byer. Men selvom vognene blev større og sigende variantermere moderne, som tabte de alligevel med pølsevognen tiden terræn til grill- og burgerbarerbarer og dens pølserandre fastfoodrestauranter. Hvad med “Café Fodkold”, “Restaurant Kold Røv”, “Medisterdiligencen” eller “Foderbrættet” - for nu bare at nævne nogle få fantasifulde eksemplerHer var der altid dejligt varmt og ofte et større udvalg. Pølsevognene havde deres storhedstid i perioden 1950 til 1970. Eller hvad med det særlige pølsevognssprog, hvor du får en rød hotdog med det hele, når du beder om "en kommunist Alene i åben kisteKøbenhavn var der cirka 400 i 1950, med velassorteret bårebuket"mens der i 2007 kun var 93 tilbage og 60 i 2010. Du kan også bede om “en finger med kage”, en “russer med sidevogn” eller en “indianer med rygsæk” eller måske en “slatten fra bassinet med pude”, så får du en rød pølse med brød, hvis det da ellers er en erfaren pølsemandI 1970`erne var der på landsplan omkring 700 rullende pølsevogne. De seneste opgørelser anfører et antal på lidt over 100.
Pølsevogne== Henvisninger ==Vogne, hvorfra der blev solgt varme pølser med brød Denne artikel bygger på gaden, var kendt allerede længe før 1. verdenskrig i større tyske byer. Og det lader til, at de også var en del artikel skrevet af gadebilledet i svenske byer og i OsloLis Thavlov, før de blev lanceret i København. Det skete 18. januar 1921, hvor der dukkede seks “små pyntelige hvidlakerede vogne med rødt understel og en dampende skorsten” op i gaderne. Andre byer fulgte i øvrigt hurtigt efter. Både Aarhus og Aalborg fik deres første pølsevogne i 1922. I Silkeborg skete det som nævnt først i 1933. Pølsevognene blev fast inventar overalt bragt i landets byer[[Midtjyllands Avis]] 5. Men selvom vognene blev større og mere moderne, tabte de alligevel med tiden terræn til grill- og burgerbarerbarer og andre fastfoodrestauranter. Her var der altid dejligt varmt og ofte et større udvalg. Pølsevognene havde deres storhedstid i perioden 1950 til 1970. Alene i København var der cirka 400 i 1950, mens der i 2007 kun var 93 tilbage og 60 i 2010. I 1970`erne var der på landsplan omkring 700 rullende pølsevogne. De seneste opgørelser anfører et antal på lidt over 100december 2014.
Pølsevogn på Torvet I arkivets samlinger har vi avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand på Torvet i Silkeborg. Pølsemanden fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra januar 1961, at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at vænne sig til det nye fænomen, men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en landbofamilie, som var på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og sagde “Det kan man da ikke!” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på konditoriet var. I den retning har billedet ændret sig med årene. Nu sælger vi mange pølser til landboerne, når de er på bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Tidligere havde han konstateret om sine kunder, at de var svære at sætte i bås. “Den velhavende stod sammen med den mindre velstående.” Klumper under primuskassenDet har sikkert været koldt at være pølsemand om vinteren de første mange år. Martin Skovbo fortæller, at hans første vogn var helt af træ og at den var helt åbent fortil. “Så det kunne knibe med at holde varmen. Da havde jeg en primus i vognen, og det hændte på frostdage, at der sad centimetertykke isklumper under skabet med primussen. I den vogn, jeg har nu (1958), er det ikke noget at snakke om. Dels har jeg en lille varmeovn og dels kan glaslågerne i begge sider skydes for, når der ingen kunder er. Primussen har jeg ikke spektakel med mere, alt klares ved elektricitet.” 3-400 pølser på en dagVed 25 års jubilæet i 1958 spurgte journalisten forsigtigt, om det var en forretningshemmelighed, hvor mange pølser der blev solgt. Til det svarede Martin Skovbo frejdigt[[Kategori: “Nej det er det såmænd ikke. Jeg vil tro, at salget gennemsnitligt ligger et sted mellem 300 og 400 pølser pr. dag. På de helt store dage som f. eks. en regattadag eller de gamle markedsdage har jeg været oppe på 12-1500 pølser, men så er der heller ikke tid til megen snak.” I et interview i 1954 nævnte han, at om fredagen solgte han ofte noget mere “og til søndag har jeg gerne købt 6-700 (pølser) hjem. Fredag blev jo den store salgsdag, da weekend-ordningen blev indført, og folk fik løn på den dag i stedet for lørdag.”Om salget under besættelsen fortæller Martin Skovbo, at han “kunne sælge langt mere end jeg fik, så jeg stod her kun en times tid hver anden dag eller deromkring. Min ugentlige ration var 600 pølser, og den kunne jeg med lethed ha’ solgt på to dage”. Det må virkelig have givet smalhals hos familien Skovbo, at man kun kunne få indtjening på det, der svarede til halvanden dags normalt salg. 25 øre for en pølseDa pølsemanden bliver spurgt til prisen og varerne, fortæller han, at da han begyndte “fik folk kun en pølse, et rundstykke og en klat sennep, og da kostede en pølse 25 øre i udsalg. Nogle år efter steg prisen til 30 øre og her holdt den sig længe. Nu (1958) koster en pølse 50 øre med brød”.Hvornår hot dog’en blev en del af varesortimentet har det ikke umiddelbart været muligt at afklare. Men mon ikke det sker i løbet af 1950’erne. I interviewet i 1958 nævner Martin Skovbo, at hans pris på “hot dogs” er 60 øre - “men jeg har heller aldrig indført agurkesalat, remoulade eller andre raffinementer. Hos mig er en hot dog et flækket rundstykke, sennep og tomatketchup og en pølse midt i herligheden.”På spørgsmålet om man kan leve af at være pølsemand, svarer Martin Skovbo: “Nu har jeg da levet af det i 25 år - helt godt endda, og vi har altid været mange der hjemme. Det bliver man jo, når der er 10 børn.” ÅbningstiderOm pølsevognens åbningstider fortæller Martin Skovbo: “Folks indkøbsvaner ændrer sig med tiden. Da jeg startede i 1933, holdt vi åben fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. 11 om aftenen, og afsætningen var virkelig god i aftentimerne. Nu (1961) er det helt anderledes. Det er eftermiddagstimerne, som er indbringende, og allerede ved 7-8 tiden om aftenen ebber salget ud.” Forklaringen på de ændrede pølse-spisevaner kan jo være, at folk allerede der først i 1960’erne var begyndt at sidde og se fjernsyn hjemme i den dejlig varme stue. Lidt af en sjælesørgerI sit “afskedsinterview” i januar 1961, hvor Martin Skovbo har nået pensionsalderen, ser han tilbage på sit liv som pølsemand. Han må konstatere, at “man møder så mange forskellige typer, når man passer en pølsevogn - typer man kan sidde og spekulere over, når salget er småt. Jeg kommer til at savne de faste kunder, som hver dag kom og spiste en enkelt pølse, sludrede om livets omskiftelighed og vejrets ustadighed. Det er ligesom, man med årene har fået et vist kendskab til menneskets sjæleliv. Ofte fortæller folk meget om sig selv, når de står ved en pølsevogn. De har måske ikke andre at betro sig til og er glade over at finde et menneske, der har tid til at lytte til deres bekymringer.” Pølsemanden slutter af med at udtale, “at det bliver svært at få tiden til at gå, men jeg har dog mange gode minder, jeg kan tage frem og lune mig ved, når tiden bliver for lang og trist. Jeg er ivrig lystfisker, og jeg elsker at gå til lotterispil.” Hans kone supplerer med et smil: “Ja, går det galt med tiden, må du hjælpe til i haven, selvom du ikke kan kende forskel på blomster og ukrudt.” Man må da håbe, at Martin Skovbo fik mange gode timer ved å og sø med fiskestangen i hånden. Så han aldrig blev nødt til at ty til havearbejdet.Restauranter & værtshuse]]