Tak til Else fordi du gav os besked om den triste begivenhed. Det ville have været forfærdeligt at læse om Freddys død i avisen. Mirjana og jeg er glade for, at vi fik mulighed for at være med her i dag og vise vores gode ven den sidste ære. Det samme gælder vore ledsagere fra Silkeborg, Gordana og Borislav Stokic. Det må efterhånden have været et par år siden, Freddy sidste gang aflagde os et besøg i Silkeborg. Da var han den gamle, sprudlende Freddy, der som altid havde gang i et eller andet projekt. Hans engagement og energi forekom os uændret, selv om Else efterfølgende fortæller os om, at Freddy de sidste par år har følt sig noget træt. ”Lidt doven”, som han selv udtrykte det. Sådan har han nu aldrig virket på os. Men sit grånende hår og skæg og de stadig mørke og viltre øjenbryn lignede Freddy mest af alt en gammel-testamentelig profet. Og hans stemme kunne også af og til have den samme kraft og styrke, når han talte dunder. Det skete i øvrigt ikke så sjældent – og ikke mindst når han talte glemte eller oversete gruppers sag. Freddy var som en klippe. Han lod sig ikke særlig let rokke. Men han var også en venlig mand. Varm og fuld af humor. Uden Freddy er verden blevet et fattigere sted.
• Først og fremmest har familien mistet et centralt pejlemærke. Aino har mistet sin mand. Else en livsvarig ven. Hannah Marie og Peter deres far. Og børnene deres bedstefar. Han vil efterlade et stort savn. Man siger, at ”tiden læger alle sår”. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg håber for jer, som Freddy efterlader, at sorgen og savnet efterhånden vil mildnes, så I kan fokusere på de mange glade minder om ham.