Frederik Ferdinand von Krogh (1780-1844) var en mand med mange titler: forst- og jagtjunker (18o1), kammerjunker (1802), forstmester (1809), hofjægermester (1810), kammerherre (1815), overforstmester for kongeriget og de sønderjyske hertugdømmer fra 1835 og endelig geheimekonferentsråd (1836). Krogh blev således øverste chef for det danske forstvæsen.
I perioden 1825-1835 var han inspektionshavende ved statsskovene. Han havde Silkeborgskovene ([[Silkeborg Skovdistrikt]]) under sit tilsyn i årene efter at [[Silkeborg Hovedgård]] med tilhørende skove, var solgt på tvangsauktion i 1823. Her udarbejdede ([[Silkeborg Skovdistrikt]] havde på det tidspunkt ikke egen skovrider.) I den egenskab forestod han udarbejdelsen af forskellige særordninger for de egenhændige og fælles interesser som staten og hovedgården, der stadig ejede jordlodder rundt omkring, havde i skovene. Det var bl.a. spørgsmål omkring skovkørsel, ladepladser til prammene for skovtømmer og forskellige skovboliger.
Krogh opgjorde i 1837, at Silkeborgskovene kunne afgive 1000 favne brænde årligt, der ved forkulning blev nedgjort til 20% eller 5000 pund kul. Kullet blev i en kort periode brugt i forsøget på at udvinde jern, som dog viste sig urentabelt.