Distriktslæge Fibiger udtaler i Silkeborg Avis den 24/2 1869 sin klare mening om konsekvenserne af den preussiske indkvartering efter nederlaget ved Dybbøl i 1864:
”Den Spænding, Uro og Bekymring, som greb Befolkningen, efterat Dannevirke var forladt, endte
med, at Silkeborg og Omegn den 24 April blev oversvømmet af 8000 Preussere. Kun noget
Kavalleri kunne bivouakere, thi Vejret var ikke dertil, og de øvrige blev indkvarterede eller rettere
stuvede i Husene som Sild i Tønder. Meublerne bleve flyttede ud af Værelserne, Gulvene
bedækkede med Halm en halv Alen høj, og herpaa blev Preusserne placerede tæt sammen ved
hverandre. Flere Boutiker, navnlig ved Kolonialhandlerne bleve udplyndrede om Natten, og dette
var skyld i. at de senere vare slettere forsynede med Varer, end de pleiede, fordi de ikke turde
anskaffe sig nye. Denne Tingenes Tilstand var uholdbar og varede heller ikke længe. Imidlertid
vedblev Gennemmarcher og Indkvartering jevnlig hele Sommeren, og et Typhuslazareth blev anlagt
på Vestergade i den mest befærdede Deel af Byen.
Om Efteraaret begyndte det egentlige moralske Tryk, det vil sige, at Silkeborg i Oktober og
November Maaned havde en Indkvartering af 1000 Mand. Konsekvenserne heraf er lette at fatte.
Da Familierne naturligvis ikke havde saa mange Sengesteder, blev Sengeklæder og Senge
rekvirerede, og med Magt inddrevne fra Landsbyerne i Omegnen, og de ankom til Byen paa Vogne,
ophobede imellem hverandre, smudsige, støvede af Ælde og undertiden fyldte med Utøi og
Smitstof. Preussere, Østerrigere, Indfødte og Sengeklæderne fra Landet maatte rystes sammen, saa
godt som man formaaede, og det lykkedes at skaffe Plads, endskjøndt der ikke var Hjerterum.
Middeltemperaturen var i Oktober næsten to Gange koldere, end den i Gjennemsnit pleier at være,
og Følgen heraf blev, at Folks Forraad af Brændsel for hele Vinteren omtrent blev opbrugt i disse to
Maaneder. Krigsskaderstatningen, som skulde raade Bod paa den opstaaede Mangel, indtraf først
over et Aar senere og udgjorde neppe en Fjerdedeel af, hvad Indkvarteringen havde kostet
Befolkningen. Under saadanne Forhold kan det ikke undgaaes, at baade Sygeligheden og
Dødeligheden tiltage og det er næsten ubegribeligt, hvorledes det er gaaet Børnene med Tilsyn og
Pleie; thi naar Moderen i et af Indkvartering tæt tilpakket Huus skal lave Mad til og opvarte
Tydskerne, kan hun ikke faae megen tid tilovers til Børnene, hvortil endnu kommer, at Skræk, Uro
og idelig Allarmering har en skadelig Indflydelse paa Diegivningen. Efterveerne af 1864 maatte
derfor vare langt ind i 1865 og først i 1866 vare de ganske forsvundne.”