“Torvet var en sydende heksekedel af mennesker, og de ulykkelige, der havde fået en cykel slæbt ind i menneskevrimlen, havde det største besvær med at begå sig, men i glædesjublen var der ikke plads for småfortrædeligheder, som under andre forhold ville være kommet til udtryk. Folk var blot så glade og så henrykte.”
== Glæden stor og mild ==
Vi springer tilbage til Silkeborg Avis, for nu standsede optoget på Torvet: “Man havde fået udløsning for den første spontane, voldsomme glæde og nu vidste man ikke, hvad man skulle... Så stod man da der og lykønskede til højre og venstre, sagde egentlig ikke noget fornuftigt, men følte bare, at denne glæde var gæret frem af et alt for længe tilproppet sind. Og i Vestergade strålede vindueslyset fra en chokoladebutik, netop sådan som lysene gjorde det for nu over fem år siden... I mange lejligheders vinduer ovenover blafrede stearinlys i spæde, men skønne flammer. Mørklægningen var hørt op…
Glæden var så alt for stor og mild til, at her kunne blive plads til skæve øjekast. Der stod mange [tyske] soldater og så med vemodige smil på denne tummel. Med den enige handlen var det forbi på Torvet, men aftenen igennem hørtes larm og råb fra skarer, der drog gennem gaderne, nogle endog med signalhorn.”
Så lød det lakonisk fra en mandsstemme “Skal vi så huske borgmesterens ord og gå roligt hjem.” Og det gjorde man så. Resten af natten var der ro i gaderne.
Af Lis ThavlovArkivleder, Silkeborg Arkiv.
Bragt i Midtjyllands Avis: 4. maj 2020