Ændringer

[[Billede:Moeller.PNG|thumb|270px]]

I 1846 var børnetallet i Silkeborg nået op på 24 og man oprettede derfor en privatskole i lejede lokaler på Smedebakken og ansatte den nyuddannede seminarist, Børge Møller, som lærer. Skolen levede dog under meget skiftende økonomiske forhold, og da der i en periode på 6 måneder ikke var råd til at leje et skolelokale, måtte Børge Møller i stedet arbejde som forvalter på fapirfabrikken.

Da Silkeborg i 1850 fik sin første ”rigtige” skole, der kunne rumme 60 børn, ansatte man Børge Møller som enelærer til en årlig løn af 150 Rd. samt fri bolig og brændsel. Da kapellet, som tjente som kirke før Silkeborg kirke blev opført og indviet, blev taget i brug og Møller havde fået ”kaldsbrev” (altså var blevet fastansat) modtog han forskellige indtægter derfra, som svarede nogenlunde til hans lærerløn.

Efterhånden som børnetallet steg, steg også behovet for en egentlig skolebygning ligesom det begyndte at knibe for Møller at varetage undervisningen ene mand. Kommunalbestyrelsen var principielt enige i behovet, men krympede sig af økonomiske årsager.

Børge Møllers løn var på det tidspunkt steget til ca 400 Rd. når lærerlønnen og indtægterne som kirkesanger lagdes sammen. I 1856 da overvejelserne om skolens umiddelbare fremtid fandt sted, var Børge Møller stadig ugift og havde med sin løn rigeligt at leve af. Han tilbød derfor kommunalbestyrelsen, at han midlertidigt ville gå 200 Rd. ned i løn, så der kunne blive råd til de nødvendige forbedringer. Byrådet accepterede med tak, men fik af en eller anden grund aldrig skrevet til referat, at tilbuddet gjaldt en midlertidig lønnedgang. Denne forsømmelse skulle føre til en årelang strid:

Kun Drechsel rasede: Han ville ikke på nogen måde anerkende, at det var penge, Møller havde ret til og han krævede, at det af en skrivelse til skoledirektionen skulle fremgå, at det tværtimod var et løntillæg, Møller var blevet tildelt. Den samlede kommunalbetyrelse gav Drechsel besked på at han kunne rende og hoppe.

Børge Møller var i de flestes øjne en fredelig og omgængelig mand, og der foreligger vidnesbyrd fra tidligere skolekommissionsformænd om, at de satte han meget højt, men Drechsel og Panduro kunne (i følge J. K. Jensen, s.15) ”ikke udstå ham.”

Panduro tabte altså første omgang. I stedet kastede han sig over Møllers religionsundervisning og han og Drechsel fik gennemført, at da Møller ”Hældede til en afvigende religiøs Retning”, måtte han ikke længere undervise realskolens ældste drengeklasse i religion.

I midten af 1870'erne var forholdene på borgerskolen præget af at ”hver lærer gik frem efter sin egen næse – og der var desværre adskilligeskæve næser på skolen den gang.” (J. K. Jensen, s. 48) og skolekommissionen var praktisk taget magtesløs.

Hans position som den kommunale skoles talsmand styrkedes heller ikke af de forhold, at hans egne børn gik i ”friskole” og at han selv underviste nogle timer om ugen på et par af byens private skoler.