Ændringer
Fra WikiSilkeborg
[[Carl. H. Commichau ]] kom i 1877 til Silkeborg fra Sachsen, hvor han i nogle år . Hans familie havde ledet forskellige spinde- i årtier drevet virksomhed indefor spinderi og trikotagevirksomhedertekstilfremstilling, men Carl H. var selv uddannet som kleinsmed/låsesmed. I Danmark startede han meget beskedent et vandkraftdrevet uldspinderi på Kjærsgård ved Silkeborg Langsø og han beskæftige beskæftigede i starten blot 1 mand og 1 dreng. Det lykkedes dog så småt at udvide virksomheden således at den i 1881 også fabrikerede trikotage og beskæftigede 12 mand.
Det stod dog ikke mål med de ønsker og ambitioner, hans forudsætninger berettigede og takket være flid, dygtighed og bekendtskabet med proprietær Hansen, Margrethelyst, lykkedes det i 1883 - med dennes hjælp - at få opført en fabriksbygning tæt ved banegården ligesom der blev indkøbt ”de nyeste og bedste Redskaber og Maskiner”.
Grunden, som fabriksbygningen blev opført på, var 7500 kvadratalen stor og selve bygningen var 97 x 17 alen.
[[Billede:c1.PNG|thumb|370px]]
Særligt teknisk interesserede kan med fordel læse Silkeborg Avis' artikel fra d. 14. oktober 1887, men det skal dog nævnes her, at bygningens private badeværelse var udstyret med varme og kolde bade.
I 1887 havde man tredoblet omsætningen siden '83, virksomheden beskæftigede omkring 45 personer af begge køn i fabrikken og 110 syersker i byen. Der fremstilledes 60-70.000 uldtrøjer og 5-6.000 pund maskinstrikkegarn årligt og værdien af hele herligheden var fastsat til ca 175.000 kr.
I Indien blev det benyttet af de britiske officerer som værn mod varmen og Roald Ammundsen og Ejner Mikkelsen brugte det på deres polartogter.
Et andet problem, som Commichau stod overfor, var, at skaffe hør i tilstrækkelige mængder og kvalitet. Man ledte over hele Europa og fandt langt om længe et spinderi ved navn York Street, som var beliggende i Belfast.
Samarbejdet forløb glimrende, York Streets direktører var imponerede og besøgte fabrikken i Danmark, ligesom Commichau også var i Belfast. Nogle kilder mener endda, at han blev bedt om at opsætte nogle maskiner, af samme slags som dem, han selv havde opfundet.
Imidlertid havde det kostet store summer at udvikle maskiner og fremstillingsmetoder og da det færdige produkt var dyrt, havde det svært ved at konkurrere med andre hjemligt fremstillede varer. Til trods for massive reklamefremstød, måtte Commichau til sidst sande, at hans gæld til York Street var blevet for stor. Resultatet blev, at det Irske firma overtog fabrikken og videreførte den under navnet C. Commichau & Co., Ltd. med Commichau selv som direktør med fast løn og fri bolig og siden – da helbredet tvang ham til at holde op med at arbejde – med fast, livsvarig pension.
[[Billede:c2.PNG|thumb|370px]]
Forudsætningen for, at alt dette skulle kunne lade sig gøre, var blandt andet, at man havde medarbejdere, der var tilfredse med løn- og arbejdsforhold.
Kilderne beskriver samstemmende fabrikant Commichau som en arbejdsgiver, som fordrer orden i sagerne og som måske nok kan forekomme lidt 'streng'. Orden og renlighed er ord, der går igen i de forskellige artikler om fabrikken. Men det beskrives samtidig hvor godt forholdet mellem fabrikanten og hans ansatte var, og sikkert er det, at Commichau havde sine medarbejderes ve og vel i tankerne. Udluftning og ventilation, godt arbejdslys og passende temperaturforhold var næppe normen på de danske fabrikker omkring år 1900. At han derudover lod sine ansatte møde en time senere om vinteren, fordi han mente, de havde brug for mere ”morgenhvile” på den årstid, siger også noget om hans indstilling.
[[Billede:c3.PNG|thumb|270px|Medarbejdere fra C. Commichau & Co., Limited på skovtur i 1905]]
Ikke destomindre kneb det med at få alle stillinger som syersker og strygersker ansat, selvom Silkeborg Folkeblad i en artikel d. 20. februar 1902 skønnede, at unge piger med det fornødne håndelag ville kunne tjene mere end de ville kunne på kontorer og i butikker, ligesom avisen ikke mente, at arbejdet skulle være mere anstrengende. Lønnen var 12 øre i timen – eller 7 kr. og 20 øre om ugen – i prøveperioden. En løn som dog hurtigt steg til 9 kr. om ugen og som kunne ende med 12-14 kr. hvis pigerne var rigtigt dygtige.
C. Commichau & Co., Limited blev i 1918 solgt og skiftede navn til Jysk [[Jydsk Trikotagefabrik]].
==Kilder==
Silkeborg Folkeblad
Keld Dalsgaard Larsen, m.fl.: Silkeborg arkiv1846 – 1996 Kaj Commichau og Torben Nedergaard: private optegnelser (Silkeborg Arkiv) John Switzer: brev til Carl Bech (Silkeborg Arkiv) Ansøgning og korrespondance om dansk indfødsret (Silkeborg Arkiv)
