[[Carl. H. Commichau ]] kom i 1877 til Silkeborg fra Sachsen, hvor han i nogle år . Hans familie havde ledet forskellige spinde- i årtier drevet virksomhed indefor spinderi og trikotagevirksomhedertekstilfremstilling, men Carl H. var selv uddannet som kleinsmed/låsesmed. I Danmark startede han meget beskedent et vandkraftdrevet uldspinderi på Kjærsgård ved Silkeborg Langsø og han beskæftige beskæftigede i starten blot 1 mand og 1 dreng. Det lykkedes dog så småt at udvide virksomheden således at den i 1881 også fabrikerede trikotage og beskæftigede 12 mand.
Det stod dog ikke mål med de ønsker og ambitioner, hans forudsætninger berettigede og takket være flid, dygtighed og bekendtskabet med proprietær Hansen, Margrethelyst, lykkedes det i 1883 - med dennes hjælp - at få opført en fabriksbygning tæt ved banegården ligesom der blev indkøbt ”de nyeste og bedste Redskaber og Maskiner”.
I 1887 havde man tredoblet omsætningen siden '83, virksomheden beskæftigede omkring 45 personer af begge køn i fabrikken og 110 syersker i byen. Der fremstilledes 60-70.000 uldtrøjer og 5-6.000 pund maskinstrikkegarn årligt og værdien af hele herligheden var fastsat til ca 175.000 kr.
I 1901 overgik virksomheden Commichau var meget optaget af Sebastian Kneipps behandlingsmetoder, som han selv havde nydt godt af. Han skrev derfor til Kneipp og spurgte om han måtte bruge dennes navn på sine varer. Kneipp svarede, at han anså uld for direkte farlig, når det kom i kontakt med den nøgne menneskekrop og han ville derfor ikke have sit navn forbundet med Commichaus produkter. Hvis fabrikken ville gå over til at fremstille undertøj af hør derimod, ville han med glæde lægge navn til. Commichau gik derfor i gang med at omstille dele af produktionen til hør. Det var dog forbundet med en lang række vanskeligheder og store investeringer. Takket være et interessentskab bestående sin tekniske uddannelse kunne Commichau selv ændre og opfinde nogle af 4 mændmaskinerne, nemlig ”2 Islænderemen andre måtte indkøbes. Der blev også opført en helt ny fabriksbygning og fabrikken var nu værdisat til ca 400.000 kr. Samtidig fortsatte fabrikken produktionen af sine uldvarer, Grosserer Hsom der var stor efterspørgsel på. BrogeForbindelsen til Sebastian Kneipp resulterede også i at Commichau var primusmotor for indretningen af en [[Silkeborg_Kneippkuranstalt|Kneippkuranstalt]] i 1897. Aarhus Det var ikke kun maskinerne og Cproduktionen, der frembød problemer. HHør har en anden beskaffenhed end uld, så det skulle behandles på en anden måde. Commichau”Blandt andet fandt Commichau ud af, som at det havde en gavnlig virkning, hvis hørren blev administrerende direktør med fastblødgjort i urin, fri bolig, etc.hvorfor fabrikkens mandlige medarbejdere fremover forrettede deres nødtørft i en tønde. Man beskæftigede sig nu eksperimenterede længe med både uld-og hørtrikotage hørren og endte endelig med en strikkemetode, der var store ambitioner om at øge omsætning og eksportkunne fremstille undertøj med lodden vrang, således Hørtrikot Mesh, som udmærkede sig ved at især hørproduktionen kunne blive isolere mod både varme og kulde og det blev meget anerkendt. Efterhånden som produktionen blev stor og kendt over hele ude i verden eksporterede man til fx Japan, Finland, Indien og Silkeborg kunne blive førende indenfor denne produktionU.S.A. Internationalt hed produktet Irish Linen Mesh. I den anledning opførtes en ny treetages fabriksbygning Indien blev det benyttet af de britiske officerer som værn mod varmen og Roald Ammundsen og Ejner Mikkelsen brugte det på deres polartogter. Et andet problem, som Commichau stod overfor, var, at skaffe hør i tilstrækkelige mængder og kvalitet. Man ledte over hele fabrikkens værdi ansattes Europa og fandt langt om længe et spinderi ved navn York Street, som var beliggende i Belfast. Samarbejdet forløb glimrende, York Streets direktører var imponerede og besøgte fabrikken i Danmark, ligesom Commichau også var i Belfast. Nogle kilder mener endda, at han blev bedt om at opsætte nogle maskiner, af samme slags som dem, han selv havde opfundet. Imidlertid havde det kostet store summer at udvikle maskiner og fremstillingsmetoder og da det færdige produkt var dyrt, havde det svært ved at konkurrere med andre hjemligt fremstillede varer. Til trods for massive reklamefremstød, måtte Commichau til 400sidst sande, at hans gæld til York Street var blevet for stor.000 krResultatet blev, at det Irske firma overtog fabrikken og videreførte den under navnet C. Commichau & Co., Ltd. med Commichau selv som de 4 interessenter indskød ligeligtdirektør med fast løn og fri bolig og siden – da helbredet tvang ham til at holde op med at arbejde – med fast, livsvarig pension.
Allerede året efter blev virksomheden solgt til et irsk/engelsk aktieselskab og kom fremover til at hedde C. Commichau & Co., Limited. Commichau selv var fortsat leder og direktør og ambitionerne stadig lige store. Fabrikken leverede fine og velansete varer, men man var klar over, at skulle forhåbningerne indfries, måtte man levere endnu finere varer og dygtiggøre sig yderligere i en række specialiteter.
[[Billede:c2.PNG|thumb|370px]]
Forudsætningen for, at alt dette skulle kunne lade sig gøre, var blandt andet, at man havde medarbejdere, der var tilfredse med løn- og arbejdsforhold.
Kilderne beskriver samstemmende fabrikant Commichau som en arbejdsgiver, som fordrer orden i sagerne og som måske nok kan forekomme lidt 'streng'. Orden og renlighed er ord, der går igen i de forskellige artikler om fabrikken. Men det beskrives samtidig hvor godt forholdet mellem fabrikanten og hans ansatte var, og sikkert er det, at Commichau havde sine medarbejderes ve og vel i tankerne. Udluftning og ventilation, godt arbejdslys og passende temperaturforhold var næppe normen på de danske fabrikker omkring år 1900. At han derudover lod sine ansatte møde en time senere om vinteren, fordi han mente, de havde brug for mere ”morgenhvile” på den årstid, siger også noget om hans indstilling.
[[Billede:c3.PNG|thumb|270px|Medarbejdere fra C. Commichau & Co., Limited på skovtur i 1905]]
Ikke destomindre kneb det med at få alle stillinger som syersker og strygersker ansat, selvom Silkeborg Folkeblad i en artikel d. 20. februar 1902 skønnede, at unge piger med det fornødne håndelag ville kunne tjene mere end de ville kunne på kontorer og i butikker, ligesom avisen ikke mente, at arbejdet skulle være mere anstrengende. Lønnen var 12 øre i timen – eller 7 kr. og 20 øre om ugen – i prøveperioden. En løn som dog hurtigt steg til 9 kr. om ugen og som kunne ende med 12-14 kr. hvis pigerne var rigtigt dygtige.
C. Commichau & Co., Limited blev i 1918 solgt og skiftede navn til Jysk [[Jydsk Trikotagefabrik]].
==Kilder==
Silkeborg Folkeblad
Keld Dalsgaard Larsen, m.fl.: Silkeborg arkiv1846 – 1996 Kaj Commichau og Torben Nedergaard: private optegnelser (Silkeborg Arkiv) John Switzer: brev til Carl Bech (Silkeborg Arkiv) Ansøgning og korrespondance om dansk indfødsret (Silkeborg Arkiv)
