Ændringer

[[Billede:commichau.jpg|thumb|270px|Carl. H . Commichau(som tysk soldat?)]]

'''Carl Hermann Commichau''', uldvarefabrikant og grundlægger af Commichaus Fabrikker[[C. Commichau & Co.s fabrikker]], senere Jysk [[Jydsk Trikotage.]]

Carl Hermann Commichau blev født den 15/1 1849 i - hævdede han selv - Bialystok i Rusland den russiske del af Polen som søn af fabrikant Karl August Ludvig Commichau og dennes hustru Ernestine Katinka Kernich. Andre mener, at han blev født i Elberfeldt i Tyskland, men da han ikke ville være preusser, fastholdt han russer som sin nationalitet.

Allerede mens han I Bialystok drev faderen og en onkel store fabrikker, hvor de fremstillede fløjls- og silkestoffer, men da Carl var barn omkring 3 år gammel solgte faderen sin andel og flyttede med familien til Friederichstadt nær Dresden, hvor hans ældste søster blev født i 1860han som videnskabsmand beskæftigede sig med kristelige emner.

Hvornår han kom til Silkeborg vides Carl Commichau fulgte ikkeumiddelbart i faderens fodspor, men 1890-folketællingen har ham opført som ugift uldvarefabrikant, boende på Kjærsgård kom i Balle.lære som kleinsmed

Commichau blev gift 1891 (? Da den frank- hans første barn, Olgatyske krig brød ud i 1870, blev født Commichau indkaldt og tilbragte hele krigen i maj 1892) Frankrig og da han kom tilbage blev han forlovet med Mathilde Kochen tysk pige. Mulighederne for at forsørge hende var imidlertid små i Tyskland og han besluttede derfor at forsøge sig i Danmark og kom hertil i 1877. Planen var, at han ville forsøge at skaffe sig en levevej indenfor tekstilindustrien og derfefter sende bud eften sin forlovede. Sådan skulle det dog ikke gå – den forlovede døde i Tyskland inden Commichau havde fået etableret sig.

I 1892 var familien flyttet til HorsensvejPå [[Kjærsgård]] ved [[Silkeborg Langsø]] fandt han – efter nogen tids søgen – et lille vandkraftværk, hvor husholdningen hen ad vejen blev udvidet med yderligere 3 døtre: Poula, Sigrid der kunne drive hans første uldspinderi. Han fik en aftale i stand om at leje stedet og Agnetekunne endelig komme i gang omend, samt Commichaus mor og 2 af hans søstredet var på beskedne vilkår.

Carl Hermann Commichau døde den 24/3 1919 på Ristrup Hovedgård v. Sabro, men blev begravet gift 1891 med Mathilde Koch, som han havde forelsket sig i Silkeborgpå Kjærsgård. Hun var søster til Kjærsgårds ejers hustru og opholdt sig der for at hjælpe til.

<div style='borderMathilde og Carl Commichaus barnebarn, T. Nedergaard fortalte i 1984 til [[Midtjyllands Avis]]: 1px solid black; background[[Billede:com.JPG|thumb|270px|Carl H. Commichau 1849-color1919]]”Det fortælles, at Carl Commichau en dag stod gemt bag en dør, og da Mathilde kom forbi, for han frem og omfavnede og kyssede hende. Mathilde blev så chokeret, at hun fremstammede: #454545; padding: 30px; color: white;'>Denne artikel er kun påbegyndt”Nu må vi altså forloves og giftes” uden hun for øvrigt var forelsket i ham. Hvis du ” I følge samme fortælling fandt Carl på den måde i Mathilde en trofast hustru, der stod ved hans side hele livet. De fik i alt 6 børn, hvoraf en pige døde som 6 årig og en søn var dødfødt. Carl H. Commichau var en ivrig fortaler for Kneippkurbehandling. Han havde selv ladet sig behandle i Tyskland, hvorfra kuren stammede, for et halsonde, der forhindrede ham i at bruge stemmen mere end få minutter ad gangen og for en svær nervøs lidelse (i følge Silkeborg Avis) eller for en ryglidelse, han havde pådraget sig under krigen (i følge de private optegnelser). Han anvendte også kuren på sin yngste datter Esther, der havde været svagelig fra fødslen. I begge tilfælde med så stor succes, at han i 1894 arbejdede ihærdigt for at få en [[Kneippkuranstalt]] til Danmark – og allerhelst til Silkeborg.  Det var dog ikke kun Commichau og Esther, der blev udsat for Kneippkurens kolde vand. Svigersønnen, John Switzer, fortæller, hvordan dagene i den Commichauske hjem startede med, at Carl H. selv gik rundt og bankede på dørene til familiens værelser, hvorefter de en efter en blev gennet ud i badeværelset, op i karret med koldt vand for til sidst at blive spulet med en slange – ligeledes med koldt vand. ”Hvis man ikke selv nød dette ceremoniel, så gjorde hr. Commichau det; under hele behandlingen havde han et saligt smil om emnetmunden.” Commichau holdt flere offentlige og velbesøgte foredrag i henholdsvis København og Aarhus, kan du hjælpe wikiSilkeborg ved hvor han fortalte om kuren, fremviste tegninger og prospekter til en planlagt, dansk anstalt og opfordrede tilhørerne til at udvide tegne aktier i projektet og i følge bl. a. Silkeborg Folkeblad var der stor interesse fra forskellig side – både hvad angik økonomisk støtte og hvad angik tilbud om grunde, hvor anstalten kunne placeres. Esther blev også taget i anvendelse, hvis Commichau havde bange anelser om, at tilhørerne ville gøre sig lystige på hans vegne, når han fortalte om kuren. I så tilfælde tog han denda 3-4årige pige med på talerstolen, ud fra den forventning, at sådan en lille pige, evtville de vel ikke le ad. I følge Esther selv nød hun disse optrædener og mente at publikums tanke var, at hvis hun var et resultat af Kneippkuren, måtte den være god, fordi hun så så sund ud. Hans projekt blev da også en succes i den forstand, at Kneippkuranstalten i Silkeborg åbnede i 1897 med dine egne erindringerstøtte fra både [[Silkeborg Bank]] og [[Silkeborg Sparekasse]], men selve anstalten blev aldrig nogen succes.< Som arbejdsgiver havde Commichau ry for at optræde ”som en patriark for sine ansatte”. Da han i 1896 i Silkeborg Folkeblad (i øvrigt, viste det sig, på grund af en sætning, som ”Trykkerinissen havde ladet bortfalde”) blev beskyldt for at drive rovdrift på sine arbejdere, anførte han i et svar, at hans folk mødte en time senere en andre fabrikkers ansatte om vinteren, da han mente at de på den tid af året havde god brug for ”morgenhvile”, ligesom han fremhævede, at han også havde ”beskæftiget mine Folk, ofte med store Ofre i den saakaldte sløje Tid, da andre Fabriker har sendt en Del af deres Folk bort.”[[Billede:com2.JPG|thumb|400px|]]Commichau var i mange år en del af [[Silkeborg Gasværk]]s bestyrelse, men udover denne post og en kortere som en af kommunens vurderingsmænd var Commichau ikke involveret den kommunale forvaltning. I sine sidste år var Commichau meget plaget af sin ryglidelse ligesom han blev ramt af flere mindre slagtilfælde og han var derfor henvist til at komme omkring i en rullestol. En af fabrikkens gamle arbejdere,”Krølle”, kørte lange ture med ham og fortalte selv, at han på disse ture havde lært mere om livet, end han havde lært i resten af sit liv tilsammen. Carl Hermann Commichau døde den 24/div>3 1919 på Ristrup Hovedgård v. Sabro, som var ejet og beboet af hans yngste datter, Esther og hendes mand, John Upsdell Switzer, som oprindelig var farmer i Chicago. Han ligger dog begravet på [[Ny Kirkegård]] i Silkeborg==Kilder== Silkeborg Folkeblad Silkeborg Avis/Midtjyllands Avis Keld Dalsgaard Larsen m.fl.: Silkeborg 1846-1996 Kaj Commichau og Torben Nedergaard. Private optegnelser (Silkeborg Arkiv) John Switzer: brev til Carl Bech (Silkeborg Arkiv)