Med vold og grav lod bygge
Han så dens gyldne fløj og spir
Tiderne svandt. Da hørte en dag
Nøkken en underlig brusen,
At trænge ind i mit Eden?"
Men larmen tog til: sig hus ved hus
Hvor birkene groede, knejste.
Tværs over åen jernbanefart
På dens vande roning og sejlen
Og fløjten hver time snart
Af den store dampfugl "Hjejlen"!
End byenvokser fra år til år,
Dens larm dog ej kan fortrænge
Vandenes drot, der endnu slår
Med sælsom magt sine strenge.