Han så først mangen Munk munk og præst,
Så riddernes muntre skare
Nøkken en underlig brusen,
Snart som et vandfulds vandfalds vældige brag,
Snart som et stormvejret stormvejrs susen.
Nær åen og søen rejste
Og snart Ejby en by med sus og dus,
Hvor birkene groede, knejste.
På dens vande roning og sejlen
Og fløjten hver time på dagen snart
Af den store dampfugl "Hjejlen"!
Strengelegen og sangen,
End ådybets dæmpede harpespilleresharpespil
Med trolddom tager fangen.
Men glider din båd ad åen ned
En somerkvæld sommerkvæld mild og stille,
Når skovene trindtom ånde fred,
- da hører du Nøkken spille.