[[Fil:Lok15416.jpg|thumb|200px|Caroline Petersen fotograferet i 1905.]]'''Caroline Mariane Petersen ''' (1848-1927) var voksede op på Sjælland og gennemførte som ung et lærerindekursus på N. Zahles kvindeseminarium. Derefter oprettede hun en privatskole i Slagelse. Hun kom imidlertid ikke til at virke der så længe, idet hun blev gift med postmester [[Frederik Christian Friis Petersen]], og kom der netop var blevet udnævnt til byen postmester i 1886Mariager. I 1889 overtog Fr. Petersen postmesterembedet i Silkeborg med bolig i den gamle [[Silkeborg Hovedgård| hovedgård]], hvor postvæsenet holdt til.
Omkring 1915 blev Fr. Petersen pensioneret og parret flyttede til [[Villa Åbo]] (Åhavevej 55).
Caroline Petersen var meget aktiv i lokalsamfundet. Hun oprettede således en lokalforening af "[[Danske Kvinders Forsvarsforening]]", og var dens formand indtil foreningens opløsning. Desuden var hun formand for [[Sønderjysk Samfund i Silkeborg]] og for [[Foreningen til Dyrenes Bekyttelse]] og aktiv i bestyrelsen for [[Dronning Louises Asyl]].
== Lokal forfatter og digter ==
Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.
== Digt om : Silkeborg, 1892og 1895==18. maj 1892 præsenterede [[Silkeborg og Omegns Avis]] et bud på, hvordan et [[Silkeborgs byvåben| byvåbebyvåben]] kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansenHansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.Digtet indgik i 1895 i værket "Fra Silkeborg til Himmelbjærget". Digt-cyclus af Caroline Petersen. ''Nøkken hviler ved åens bred ''Hans tanker fare så vide'' ''Århundreder her i skvens fred'' ''Han så som voverne glide'' ''Grant han mindes, da Erik Mus'' ''Under seljepilenes skygge'' ''Borgen, der længst nu ligger i grus'' 'Med vold og grav lod bygge'' ''Han så dens gyldne fløj og spir'' ''Nyfødt' i solen at lue'' ''Og lo i skægget, da navn og zir'' ''Den fik efter bispens hue.'' ''Han så først mangen munk og præst,'' ''Så riddernes muntre skare'' ''Til messe og til jagt og fest''
Digtet lyder således:''Ad åens vande fare.''
Nøkken hviler ved åens bred''Tiderne svandt. Da hørte en dag''
Hans tanker fare så vide''Nøkken en underlig brusen,''
Århundreder her i skovens fred''Snart som et vandfalds vældige brag,''
Han så ''Snart som voverne glideet stormvejrs susen.''
Grant han mindes, da Erik Mus''Sluser blev gravet og broer lagt''
Under seljepilenes skygge''Til færdsel for oven og neden,''
Borgen, der længst nu ligger i grus"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt''
Med vold og grav lod bygge''At trænge ind i mit Eden?"''
Han så dens gyldne fløj og spir''Men larmen tog til: sig hus ved hus
Nyfødt' i solen at lue'Nær åen og søen rejste
''Og lo i skægget, da navn snart en by med sus og zirdus,
Den fik efter bispens hue''Hvor birkene groede, knejste.
Han så først mangen munk og præst,''Tværs over åen jernbanefart
Så riddernes muntre skare''På dens vande roning og sejlen
Til messe og til jagt og fest''Og fløjten hver time på dagen snart
Ad åens vande fare.''Af den store dampfugl "Hjejlen"!
Tiderne svandt. Da hørte en dag''End byen vokser fra år til år,''
Nøkken en underlig brusen,''Dens larm dog ej kan fortrænge''
Snart som et vandfalds vældige brag''Vandenes drot,der endnu slår''
Snart som et stormvejrs susen''Med sælsom magt sine strenge.''
Sluser blev gravet og broer lagt''Slægt efter slægt har lyttet til
Til færdsel for oven ''Strengelegen og nedensangen,''
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt''End ådybets dæmpede harpespil''
At trænge ind i mit Eden?"''Med trolddom tager fangen.''
Men larmen tog til: sig hus ''Dog ej i travlhed og ej ved husdag''
Nær åen og søen rejste''Kan Nøkkens harpe du høre,''
Og snart en by med sus og dus,''Ej heller i et højrøstet lag''
Hvor birkene groede, knejste''Dens tone nå dit øre.''
Tværs over ''Men glider din båd ad åen jernbanefartned''
På dens vande roning ''En sommerkvæld mild og sejlenstille,''
Og fløjten hver time på dagen snart''Når skovene trindtom ånde fred,''
Af den store dampfugl "Hjejlen"!''- da hører du Nøkken spille.''
== Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus, 1895 ==
I maj 1895 fik Caroline Petersen udgivet "Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus", som var tænkt som en slags jubilæumsskrift eller hyldestskrift til Silkeborg, der kunne fejre sit 50 års jubilæum, fordi det i september 1845 blev indstillet, at der skulle oprettes en handelsplads.
Værket har helt klart også de mange turister som målgruppe, idet det er forsynet et tillæg med ....
End byen vokser fra år til år,Foruden ovenstående digt "'''Silkeborg'''" indeholder digtcyklussen følgende digte:
Dens larm dog ej kan fortrænge=== ''Gudenå'' ===
Vandenes drot''Du skovkranste stille, der endnu slårdu spejlblanke å,''
Med sælsom magt sine strenge.''hvor bægene og birkene sig dukke,''
''vi hilse din vove, den skjønneste vi så''
Slægt efter slægt har lyttet til''hvor åkandebladene sig vugge!''
Strengelegen og sangen,
End ådybets dæmpede harpespil''Vi hilse dig skovklædtebred, der sig snoer''
Med trolddom tager fangen.''dybt ind under skovens svale skygge,''
''hvor ørnebregnen knejser og [[Elletrunterne|elletrunten]] gror''
Dog ej i travlhed ''og ej ved dagsolsort og drossel rede bygge''
Kan Nøkkens harpe du høre,
Ej heller ''Som de vil vi prise din skønhed i et højrøstet lagsang,''
Dens tone nå ''når henad dit øre.blanke løb vi sejle''
''o lær os: så tyst som din vove gå vor gang''
Men glider din båd ad åen ned''og lidt af himlens klare fred at spejle''.
En sommerkvæld mild og stille== Fantasus,1896 ==
Når skovene trindtom ånde fredVed indvielsen af [[Silkeborg Håndværkerforening]]s nyopførte bygning 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson med en prolog,som var forfattet af Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller, hvorefter der blev opført et hjemstavnsstykke af [[Edv. Egeberg]]: En Wandgang paa Hattenæs.
- da hører du Nøkken spille.[[CategoryKategori:Personer|Petersen, Caroline]][[Kategori:Forfattere| Petersen, Caroline]]