[[Fil:Lok15416.jpg|thumb|200px|Caroline Petersen fotograferet i 1905.]]'''Caroline Mariane Petersen ''' (1848-1927) var voksede op på Sjælland og gennemførte som ung et lærerindekursus på N. Zahles kvindeseminarium. Derefter oprettede hun en privatskole i Slagelse. Hun kom imidlertid ikke til at virke der så længe, idet hun blev gift med postmester [[Frederik Christian Friis Petersen]], og kom der netop var blevet udnævnt til byen postmester i 1886Mariager. I 1889 overtog Fr. Petersen postmesterembedet i Silkeborg med bolig i den gamle [[Silkeborg Hovedgård| hovedgård]], hvor postvæsenet holdt til.
Omkring 1915 blev Fr. Petersen pensioneret og parret flyttede til [[Villa Åbo]] (Åhavevej 55).
Caroline Petersen var meget aktiv i lokalsamfundet. Hun oprettede således en lokalforening af "[[Danske Kvinders Forsvarsforening]]", og var dens formand indtil foreningens opløsning. Desuden var hun formand for [[Sønderjysk Samfund i Silkeborg]] og for [[Foreningen til Dyrenes Bekyttelse]] og aktiv i bestyrelsen for [[Dronning Louises Asyl]].
== Lokal forfatter og digter ==
Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.
== Digt om : Silkeborg, 1892og 1895==18. maj 1892 præsenterede [[Silkeborg og Omegns Avis]] et bud på, hvordan et [[Silkeborgs byvåben| byvåbebyvåben]] kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansenHansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.Digtet indgik i 1895 i værket "Fra Silkeborg til Himmelbjærget". Digt-cyclus af Caroline Petersen. ''Nøkken hviler ved åens bred ''Hans tanker fare så vide'' ''Århundreder her i skvens fred'' ''Han så som voverne glide'' ''Grant han mindes, da Erik Mus'' ''Under seljepilenes skygge'' ''Borgen, der længst nu ligger i grus'' 'Med vold og grav lod bygge'' ''Han så dens gyldne fløj og spir'' ''Nyfødt' i solen at lue'' ''Og lo i skægget, da navn og zir'' ''Den fik efter bispens hue.'' ''Han så først mangen munk og præst,'' ''Så riddernes muntre skare''
Digtet lyder således:''Til messe og til jagt og fest''
''Ad åens vande fare.''
Nøkken hviler ved åens bred
Hans tanker fare så vide''Tiderne svandt. Da hørte en dag''
Århundreder her i skovens fred''Nøkken en underlig brusen,''
Han så ''Snart som voverne glideet vandfalds vældige brag,''
''Snart som et stormvejrs susen.''
Grant han mindes, da Erik Mus
Under seljepilenes skygge''Sluser blev gravet og broer lagt''
Borgen''Til færdsel for oven og neden, der længst nu ligger i grus''
Med vold og grav lod bygge"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt''
''At trænge ind i mit Eden?"''
Han så dens gyldne fløj og spir
Nyfødt' i solen at lue'Men larmen tog til: sig hus ved hus
Og lo i skægget, da navn ''Nær åen og zirsøen rejste
Den fik efter bispens hue.''Og snart en by med sus og dus,
''Hvor birkene groede, knejste.
Han så først mangen munk og præst,
Så riddernes muntre skare''Tværs over åen jernbanefart
Til messe ''På dens vande roning og til jagt og festsejlen
Ad åens vande fare.''Og fløjten hver time på dagen snart
''Af den store dampfugl "Hjejlen"!
Tiderne svandt. Da hørte en dag
Nøkken en underlig brusen''End byen vokser fra år til år,''
Snart som et vandfalds vældige brag,''Dens larm dog ej kan fortrænge''
Snart som et stormvejrs susen.''Vandenes drot, der endnu slår''
''Med sælsom magt sine strenge.''
Sluser blev gravet og broer lagt
Til færdsel for oven og neden,''Slægt efter slægt har lyttet til
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt''Strengelegen og sangen,''
At trænge ind i mit Eden?"''End ådybets dæmpede harpespil''
''Med trolddom tager fangen.''
Men larmen tog til: sig hus ved hus
Nær åen ''Dog ej i travlhed og søen rejsteej ved dag''
Og snart en by med sus og dus''Kan Nøkkens harpe du høre,''
Hvor birkene groede, knejste.''Ej heller i et højrøstet lag''
''Dens tone nå dit øre.''
Tværs over åen jernbanefart
På dens vande roning og sejlen''Men glider din båd ad åen ned''
Og fløjten hver time på dagen snart''En sommerkvæld mild og stille,''
Af den store dampfugl "Hjejlen"!''Når skovene trindtom ånde fred,''
''- da hører du Nøkken spille.''
End byen vokser fra år == Fra Silkeborg til årHimmelbjærget. Digt-cyclus,1895 ==I maj 1895 fik Caroline Petersen udgivet "Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus", som var tænkt som en slags jubilæumsskrift eller hyldestskrift til Silkeborg, der kunne fejre sit 50 års jubilæum, fordi det i september 1845 blev indstillet, at der skulle oprettes en handelsplads. Værket har helt klart også de mange turister som målgruppe, idet det er forsynet et tillæg med ....
Dens larm dog ej kan fortrængeForuden ovenstående digt "'''Silkeborg'''" indeholder digtcyklussen følgende digte:
Vandenes drot, der endnu slår=== ''Gudenå'' ===
Med sælsom magt sine strenge.''Du skovkranste stille, du spejlblanke å,''
''hvor bægene og birkene sig dukke,''
Slægt efter slægt har lyttet til''vi hilse din vove, den skjønneste vi så''
Strengelegen og sangen,''hvor åkandebladene sig vugge!''
End ådybets dæmpede harpespil
Med trolddom tager fangen.''Vi hilse dig skovklædtebred, der sig snoer''
''dybt ind under skovens svale skygge,''
Dog ej i travlhed ''hvor ørnebregnen knejser og ej ved dag[[Elletrunterne|elletrunten]] gror''
Kan Nøkkens harpe du høre,''og solsort og drossel rede bygge''
Ej heller i et højrøstet lag
Dens tone nå dit øre.''Som de vil vi prise din skønhed i sang,''
''når henad dit blanke løb vi sejle''
Men glider ''o lær os: så tyst som din båd ad åen nedvove gå vor gang''
En sommerkvæld mild ''og stille,lidt af himlens klare fred at spejle''.
Når skovene trindtom ånde fred== Fantasus,1896 ==
- da hører du Nøkken spilleVed indvielsen af [[Silkeborg Håndværkerforening]]s nyopførte bygning 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson med en prolog, som var forfattet af Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller, hvorefter der blev opført et hjemstavnsstykke af [[Edv. Egeberg]]: En Wandgang paa Hattenæs.
[[Kategori:Personer|Petersen, Caroline]]
[[Kategori:Forfattere|Petersen, Caroline]]