[[Fil:Lok15416.jpg|thumb|200px|Caroline Petersen fotograferet i 1905.]]'''Caroline Mariane Petersen''' (1848-1927) var voksede op på Sjælland og gennemførte som ung et lærerindekursus på N. Zahles kvindeseminarium. Derefter oprettede hun en privatskole i Slagelse. Hun kom imidlertid ikke til at virke der så længe, idet hun blev gift med postmester [[Frederik Christian Friis Petersen]], og kom der netop var blevet udnævnt til postmester i Mariager. I 1889 overtog Fr. Petersen postmesterembedet i Silkeborg med bolig i 1886den gamle [[Silkeborg Hovedgård| hovedgård]], hvor postvæsenet holdt til.
Omkring 1915 blev Fr. Petersen pensioneret og parret flyttede til [[Villa Åbo]] (Åhavevej 55).
Caroline Petersen var meget aktiv i lokalsamfundet. Hun oprettede således en lokalforening af "[[Danske Kvinders Forsvarsforening]]", og var dens formand indtil foreningens opløsning. Desuden var hun formand for [[Sønderjysk Samfund i Silkeborg]] og for [[Foreningen til Dyrenes Bekyttelse]] og aktiv i bestyrelsen for [[Dronning Louises Asyl]].
== Lokal forfatter og digter ==
Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.
== Digt om : Silkeborg, 1892og 1895==18. maj 1892 præsenterede [[Silkeborg og Omegns Avis]] et bud på, hvordan et [[Silkeborgs byvåben| byvåbebyvåben]] kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansenHansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.Digtet indgik i 1895 i værket "Fra Silkeborg til Himmelbjærget". Digt-cyclus af Caroline Petersen. ''Nøkken hviler ved åens bred ''Hans tanker fare så vide'' ''Århundreder her i skvens fred'' ''Han så som voverne glide'' ''Grant han mindes, da Erik Mus'' ''Under seljepilenes skygge'' ''Borgen, der længst nu ligger i grus'' 'Med vold og grav lod bygge'' ''Han så dens gyldne fløj og spir'' ''Nyfødt' i solen at lue'' ''Og lo i skægget, da navn og zir'' ''Den fik efter bispens hue.'' ''Han så først mangen munk og præst,''
'''Digtet lød:'Så riddernes muntre skare''
Nøkken hviler ved åens bred''Til messe og til jagt og fest''
Hans tanker ''Ad åens vande fare så vide.''
Århundreder her i skovens fred
Han så som voverne glide''Tiderne svandt. Da hørte en dag''
''Nøkken en underlig brusen,''
Grant han mindes''Snart som et vandfalds vældige brag, da Erik Mus''
Under seljepilenes skygge''Snart som et stormvejrs susen.''
Borgen, der længst nu ligger i grus
Med vold ''Sluser blev gravet og grav lod byggebroer lagt''
''Til færdsel for oven og neden,''
Han "Hvem" - tænkte han - "vover så dens gyldne fløj og spirmed magt''
Nyfødt' 'At trænge ind i solen at luemit Eden?"''
Og lo i skægget, da navn og zir
Den fik efter bispens hue.''Men larmen tog til: sig hus ved hus
''Nær åen og søen rejste
Han så først mangen munk ''Og snart en by med sus og præstdus,
Så riddernes muntre skare''Hvor birkene groede, knejste.
Til messe og til jagt og fest
Ad åens vande fare.''Tværs over åen jernbanefart
''På dens vande roning og sejlen
Tiderne svandt. Da hørte en dag''Og fløjten hver time på dagen snart
Nøkken en underlig brusen,''Af den store dampfugl "Hjejlen"!
Snart som et vandfalds vældige brag,
Snart som et stormvejrs susen.''End byen vokser fra år til år,''
''Dens larm dog ej kan fortrænge''
Sluser blev gravet og broer lagt''Vandenes drot, der endnu slår''
Til færdsel for oven og neden,''Med sælsom magt sine strenge.''
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt
At trænge ind i mit Eden?"''Slægt efter slægt har lyttet til
''Strengelegen og sangen,''
Men larmen tog til: sig hus ved hus''End ådybets dæmpede harpespil''
Nær åen og søen rejste''Med trolddom tager fangen.''
Og snart en by med sus og dus,
Hvor birkene groede, knejste.''Dog ej i travlhed og ej ved dag''
''Kan Nøkkens harpe du høre,''
Tværs over åen jernbanefart''Ej heller i et højrøstet lag''
På dens vande roning og sejlen''Dens tone nå dit øre.''
Og fløjten hver time på dagen snart
Af den store dampfugl "Hjejlen"!''Men glider din båd ad åen ned''
''En sommerkvæld mild og stille,''
End byen vokser fra år til år''Når skovene trindtom ånde fred,''
Dens larm dog ej kan fortrænge''- da hører du Nøkken spille.''
Vandenes drot== Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus, 1895 ==I maj 1895 fik Caroline Petersen udgivet "Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus", som var tænkt som en slags jubilæumsskrift eller hyldestskrift til Silkeborg, der endnu slårkunne fejre sit 50 års jubilæum, fordi det i september 1845 blev indstillet, at der skulle oprettes en handelsplads. Værket har helt klart også de mange turister som målgruppe, idet det er forsynet et tillæg med ....
Med sælsom magt sine strenge.Foruden ovenstående digt "'''Silkeborg'''" indeholder digtcyklussen følgende digte:
=== ''Gudenå'' ===
Slægt efter slægt har lyttet til''Du skovkranste stille, du spejlblanke å,''
Strengelegen ''hvor bægene og sangenbirkene sig dukke,''
End ådybets dæmpede harpespil''vi hilse din vove, den skjønneste vi så''
Med trolddom tager fangen.''hvor åkandebladene sig vugge!''
Dog ej i travlhed og ej ved dag''Vi hilse dig skovklædtebred, der sig snoer''
Kan Nøkkens harpe du høre''dybt ind under skovens svale skygge,''
Ej heller i et højrøstet lag''hvor ørnebregnen knejser og [[Elletrunterne|elletrunten]] gror''
Dens tone nå dit øre.''og solsort og drossel rede bygge''
Men glider ''Som de vil vi prise din båd ad åen nedskønhed i sang,''
En sommerkvæld mild og stille,''når henad dit blanke løb vi sejle''
Når skovene trindtom ånde fred,''o lær os: så tyst som din vove gå vor gang''
- da hører du Nøkken spille''og lidt af himlens klare fred at spejle''.
== Fantasus, 1896 ==
Ved indvielsen af [[Silkeborg Håndværkerforening]] s nyopførte bygning 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson med en prolog, som var forfattet af Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller, hvorefter der blev opført et hjemstavnsstykke af [[Edv. Egeberg]]: En Wandgang paa Hattenæs.
[[Kategori:Personer|Petersen, Caroline]]
[[Kategori:Forfattere|Petersen, Caroline]]