Ændringer

På Drewsensvej 70 i Silkeborg, hvor der nu ligger et stort boligkompleks med dels andels- og dels ejerlejligheder, lå oprindeligt Silkeborgs Offentlige Slagterhus. Bygningerne blev senere indrettet som tekstilfarveri. Den lille separate bygning på hjørnet af Drewsensvej og Toldbodgade fungerede som tekstilfarveriets laboratorium, men blev i 1970 ledig. Så da A/S Kaj Neckelmann i løbet af 1970 af flere omgange hentede jugoslaviske arbejdere til byen, meldte tanken om at anvende bygningen til et fristed for disse arbejdere. Og i en årrække var stedet et center for en lang række aktiviteter for de nye medborgere.

Det allerførste allerførste spæde forsøg på at skabe en form for organiseret samvirke blandt jugoslaverne blev foretaget af værtsparret på Lysbro Kro i forsommeren 1970. Baggrunden var nok først og fremmest den kendsgerning, at værten selv var af jugoslavisk oprindelse. Dog kan man ikke undgå en fornemmelse af, at kommercielle interesser måske også har spillet en rolle. Der blev arrangeret nogle få sociale sammenkomster, hvor der bl.a. også var mulighed for en dans og for at skabe kontakter mellem jugoslaver og danskere. Idéen om en egentlig jugoslavisk forening opstod.

Ved ét af de arrangementer, der fandt sted i juli måned, var der kommet 2 uindbudte gæster, som skulle få aktive roller i de følgende års organisationsarbejde, nemlig fhv. baptistmissionær Hans Emming og lærerstuderende [[Bruger:Poul.b.lund|Poul Bærnholdt Lund]]. Det var på grund af deres virke, at det aldrig blev aktuelt at danne nogen forening centreret omkring Lysbro Kro.

Hvor busterminalen i en længere årrække var placeret, lå i 1970 Afholdshotellet, der fungerede dels som cafeteria og dels som pensionat. Allerede fra sommeren 1970 placerede Neckelmann nogle af de jugoslaviske piger her. I bygningerne var der bl.a. en ret stor festsal, som kom til at danne grundlag for et andet af de tidlige forsøg på en foreningsdannelse. I forvejen havde man den daglige kontakt til den lille gruppe piger, der havde bopæl på hotellet. Og det viste sig snart, at disse kom til at virke som en magnet på en del unge danske mænd, mest Neckelmann-arbejdere.

'''Club 70 - forhistorien'''

Poul Bærnholdt Lund var 3. års lærerstuderende, da han den 14. februar 1970 i den lokale "Silkeborg Avis" læste, at A/S Kaj Neckelmann den følgende uge skulle modtage det første hold jugoslaviske arbejdere.

"Det Økumeniske Center" i Århus var stedet, hvor de to havde mødt hinanden, og hvor Poul Lund havde bedt Hans Emming hjælpe sig med visionen om at overføre modellen fra Emmings arbejde ved udenlandske studenter i Århus til et tilsvarende arbejde i Silkeborg for jugoslaviske arbejdere. Poul Lunds oprindelige idé var egentlig at etablere et "fremmedarbejderhus" for såvel de nye jugoslaviske som de tyrkiske medborgere. Efter en række frugtesløse kontaktforsøg og møder med repræsentanter for det politiske liv, fremmedpolitiet, skoler og kirkesamfund, kom der først rigtigt gang i sagerne, da man fik kontakt til Kaj Neckelmann.

Firmaet var i forvejen interesseret i idéen om en eller anden form for klubvirksomhed, men ville ikke direkte selv tage initiativet. Man tog derfor med kyshånd imod tilbuddet fra den gruppe frivillige danskere, der tilbød at stå bag virksomheden. Mandag den 7. september 1970 blev der holdt stiftende møde for "den selvejende institution, Club 70". Den første bestyrelse kom til at bestå af

'''Jugoslavisk ledelse'''

I begyndelsen af 1972 ændredes vedtægterne, således at den hidtidige bestyrelse fik status af præsidium med overordnet økonomisk ansvar, mens medlemmerne selv fik mulighed for at vælge en bestyrelse med ansvar for de daglige aktiviteter i samarbejde med klublederen. Den første rent jugoslaviske bestyrelse kom til at bestå af:

'''Lokaleudvidelse'''

I 1972 var antallet af jugoslaver i Silkeborg vokset til 189, hvoraf de 141 var ansat på Neckelmann. På baggrund heraf vedtog præsidiet en modernisering og udvidelse af klublokalerne, hvorved 1. sal blev inddraget til læsestue, TV-stue, legestue m.m. I stueetagen nyindrettedes et kontor, og der blev installeret en mønttelefon. Hele herligheden blev finansieret af Neckelmann, suppleret af et rente- og afdragsfrit lån fra Silkeborg Kommune på 15.000 kr.

'''Fast klubleder og restauration'''

Samme vinter blev Poul Lund ansat som klubleder aflønnet via et særligt ekstra tilskud fra Neckelmann. Samtidig blev en ny civilværnepligtig engageret, og der blev hentet en jugoslavisk kvinde til landet med henblik på etablering af køkken og cafeteriavirksomhed i klubben. Neckelmann var blevet opmærksom på, at mange af de enlige jugoslaver levede af for usund kost, hvorfor man herfra havde fået den tanke at udvide klubbens tilbud med salg af sund mad. Da Olga Zivanovic ankom til Silkeborg i februar 1973 for at påbegynde sit arbejde som "køkkenchef", havde hun uventet for alle medbragt sin lille søn, Rasko, samt ægtefællen, [[Miodrag Zivanovic]], der senere skulle komme til at manifestere sig som én af de stærkeste personligheder i hele gruppen: En mand med en usædvanlig idérigdom, fantasi, organisationstalent og frem for alt: målbevidsthed og stædighed. Mile fik i mange år en fremtrædende rolle i såvel Club 70, som i den jugoslaviske folkedansegruppe, som han stiftede, og i en række andre sammenhænge.

'''"Guld-alderen"'''

Årene 1971-72-73 var afgjort "guldalderen" for Club 70:

'''Rådgivning'''

Af stigende betydning blev åbningen af rådgivningskontoret, hvorfra Poul Lund mere og mere virkede. Efterhånden havde han lært sig sproget, ligesom han havde fået et godt indblik i de sociale og juridiske områder, hvor typiske problemer kunne opstå for jugoslaverne. Kontoret var åbent hver dag fra kl. 11.00 til 12.00, hvor dagens problemer blev opsamlet. En del kunne straks løses på stedet, enten ved en telefonopringning eller ved at skrive et brev eller en ansøgning e. lign. Resten kunne typisk løses om eftermiddagen ved at Poul Lund ledsagede de pågældende til den relevante myndighed eller institution. I den periode virkede Club 70 i realiteten som et jugoslavisk mini-konsulat i Silkeborg.

Poul Lund havde bemyndigelse til at verificere rigtigheden af underskrifter og anden dokumentation; og der gik en jævn strøm af korrespondance mellem Club 70 og ambassaden i København med pas til fornyelse, underholdskontrakter til stempling og oversættelse, registreringer af ægteskaber og børnefødsler osv.

'''Demokratisering'''

Da [[Sterjo Trnov]] så tragisk døde sommeren 1973, skete der samtidig en ændring i ledelsen af klubben, idet hovedansvaret for klubbens ledelse overgik fra det danske "præsidium" til en generalforsamlingsvalgt (jugoslavisk) bestyrelse. På direktør Schlutz' initiativ blev vedtægterne i efteråret 1973 ændret derhen, at præsidiet blev sløjfet og det fulde ansvar lagt på den direkte valgte bestyrelse. Den første bestyrelse med denne nye struktur blev valgt med Nikola Jovanovic som formand.

'''Begyndelsen til enden'''

Desværre blev klubben midt i 1970'erne ramt af nogle personstridigheder, som havde en meget negativ indvirkning på aktiviteterne. Da Neckelmann samtidig skiftede ejere og indstillede det økonomiske tilskud til klubben, blev det begyndelsen til enden for Club 70 i den hidtidige form.

Til sidst måtte man forlade lokalerne på Drewsensvej for at give plads til byggeriet af det nuværende kompleks af andelslejligheder.

I en periode fik Club 70 et lokalemæssigt samarbejde med [[Indvandrersolidaritet]], der havde til huse i en baggård på Nygade. Her deltes de to foreninger om "Indvandrerhuset". Senere fik klubben disposition over en kommunal ejendom på Borgergade, hvor man forsøgte at videreføre klubaktiviteterne. Nu er også denne ejendom forsvundet og Club 70 eksisterer ikke længere.

[[Kategori:Internationalt samarbejde]]