Ændringer

I starten af 1861 kunne et avertissement i [[Silkeborg Avis]] meddele, at en gruppe borgere påtænkte at danne en forening med det formål at samle penge sammen til at opføre og drive en bygning med billige – og i særlige tilfælde gratis – boliger til ”værdige trængende næringsdrivende og deres enker.”

I den endnu meget unge by fandtes der på det tidspunkt ingen former for socialforsorg, alderdomshjem eller lignende. Den eneste udvej for mennesker, der ikke længere kunne forsørge sig selv var fattighuset med, hvad det betød i tab af agtelse og rettigheder, så ideen om en sådan fribolig var en fremsynet social tanke. I de aller første vedtægter for Friboligforeningen står der således også at ”af lige værdige bør alder og svaghed have fortrinsret ...”.

Bag planerne stod blandt andre så velkendte navne som [[Drewsen]], kæmner [[Zielian]], købmændene [[Knap]] og [[Jones]] og fabrikant [[Hammer]].

Kontingentet for medlemskab fastsattes til 4 skilling pr. uge, hvilket omregnet til 2019-kroner svarer til 35-40 kr og disse penge ville man få til at yngle ved lån til medlemmerne mod en rente på 4% pa. I januar rådede foreningen over en formue på 447,76 kr. og den var i 1871 vokset til 2409,66 kr.

I 1863 blev de første planer og tegninger forelagt i byrådet og over de næste år ansøgte man om at få stillet en byggegrund til rådighed. I 1872 tilskødede Christian d. 9. foreningen grunden på daværende [[Estrupsvej]] – nu [[Hostrupsgade]] – hvor [[Friboligen]] stadig ligger som et af Silkeborgs ældste huse. I april gav man tømrermester [[Bothe]] til opgave at bygge en enetages bygning med 5 toværelserslejligheder og den stod færdig i december samme år. Det oprindelige budget lød på 4390 kroner men det endte med at koste 5645 kroner og byggeriet blev delvis financieret ved et lån i [[Silkeborg Sparekasse]] på 3000 kroner. Huslejen fastsattes til 80 kroner årligt, dog var den ene lejlighed en decideret fribolig.

Iløbet af de næste 15 år udvidedes huset med tilføjelsen af en etage til den eksisterende bygning samt opførelsen af tilbygninger i forlængelse af denne

Op igennem den første halvdel af 1900-tallet forløb alting stille og roligt; der var ingen problemer med at få lejet lejlighederne ud og i forbindeles med 100-års jubilæet i 1961 kan formand H. V. Geer til Silkeborg Avis fortælle at huslejen er 30 kr. årligt og at Friboligforeningen har ca. 300 medlemmer. Han siger dog også: ”Forholdene i Friboligen er tilfredsstillende for den gamle generation, som nu har lejlighederne, men i det øjeblik en ny generation, som er vant til de moderne bekvemmeligheder, rykker ind, er jeg ikke sikker på, at forholdene er acceptable mere, og det er vort håb at blive i stand til at bygge en mere tidssvarende bygning i de kommende år.” De forhold, som formanden taler om, er blandt andet, at huset er dårligt isoleret, at man er 2 lejligheder om 1 toilet og at der ikke er bad i boligerne.

Man forsøgte derfor at oprette en jubilæumsfond, der skulle være med til at financiere disse forbedringer, men der kom ikke rigtigt noget ud af det.

I midten af 1980-erne var behovet for istandsættelse så stort, at man besluttede at ejendommen skulle gennemrenoveres og ønsket var at gennemføre denne renovering som et byfornyelsesprojekt i samarbejde med stat og kommune, men her løb man ind i en række problemer: Den grund, som kongen i sin tid havde overdraget Friboligforeningen brugsretten til, var i realiteten ejet af Skovstyrelsen (som endog havde jagt- og fiskerirettigheder på grunden) og for at foreningen kunne komme på tale som ejer, krævedes det blandt andre forhold, at den skulle være skattepligtig.

Løsningen blev, at [[Midtjysk boligselskab]], som gennem en årrække havde stået for administrationen af Friboligen, overtog både grund og hus således at renoveringen kunne gennemføres som et decideret byfornyelsesprojekt.