Ændringer
Fra WikiSilkeborg
Hans Simon Sørensen, 7/1 1838 – 30/7 1902, bogtrykker, redaktør og ejer af Silkeborg Avis. Gift 1863 med Bodil Cathrine Sørensen (f. Schmidt) fra Varde.
Hans Simon Sørensen kom til verden i Odense som søn af Hans Simonsen og dennes hustru Ane Sofie Frederiksen (som dog i kirkebogen for Odense stift i forbindelse med sønnens dåb hedder Christiansdatter) som et af ægteparrets mange børn. I kirkebøgerne opgives faderens erhverv som hhv. værtshusholder ved dåben og støberiarbejder ved begravelsen, men sikkert er det, at parret langt fra var formuende.
I forbindelse med grundloven af 1849, hvor den danske befolkning fik indflydelse på landets lovgivning, var der opstået en sammenslutning, der kaldte sig Bondestandens Venner. Virkeligheden var nemlig, at det kun var en overordentlig lille del af befolkningen – nemlig dem, der havde væsentlige formuer, jordbesiddelser, etc. - der havde nogen somhelst form for indflydelse. Almindelige bønder og håndværkere var ikke repræsenteret, hvilket naturligt nok medførte en del utilfredshed. Og det var disse Bondevenner (som senere førte til dannelsen af partiet Venstre) og deres tanker, H. S. Sørensen gav sin opbakning med sin velskrivende, men også af og til temmelig spidse pen.
Allerede fra første færd erklærede Sørensen, at Silkeborg Avis skulle være et ”folkeligt oppositionsblad, der kæmpede for et Danmark til Ejderen og et skandinavisk forbund” og som bekæmpede ministeriet Hall, som efter Sørensens og Bondevennernes mening var for konservativt og langsomt arbejdende, når det drejede sig om at styrke almindelige borgeres indflydelse på lovgivningen.
Og det gav i første omgang øretæver: Da Sørensen overtog avisen havde den siger og skriver 125 abonnenter og da en glødende Halltilhænger, som var fortørnet over Sørensens skriverier, iværksatte en kampagne, hvor han personligt opsøgte disse abonnenter med henblik på, at få dem til at opsige abonnementet, faldt tallet til 65.
Avisens nye linje vandt dog hurtigt tilhængere og avisens oplag steg støt og roligt.
Men også i lokale og nogen gange næsten private anliggender gav han ofte sit besyv med.
I Silkeborgs unge år brugtes avisens avertissementer (dvs. annoncer og private meddelelser, som læserne kunne betale for at få optaget i avisen) som forum for allehånde diskussioner, anklager og beskyldninger mand og mand imellem, næsten som man kan opleve det på facebook i dag og redaktøren holdt sig ikke tilbage. Som et af mange eksempler kan dette tjene: Birkedommer Drechsel, som af mange borgere blev anset for at være et noget stivnakket magtmenneske, blev bl.a. afkrævet svar på nogle anklager om uredelighed og manglende rettidig omhu i en forening, hvor han var forretningsfører, som havde kostet foreningen en del penge. Da Drechsel undlod at replicere i avisen, bebrejdede man ham også dette og det fik ham til at svare, at da han ikke mente, at han skulle betale for avertissementerne af egen lomme, havde han henvendt sig til redaktør Sørensen og bedt om, at svar kunne optages i avisen uden beregning. Næste dag bragte avisen en indrammet kommentar fra redaktøren, hvori han tydeligt gjorde klart, at Drechsel på ingen måde havde henvendt sig til ham i den sammenhæng, så den usandhed skulle han ikke dække sig ind under.
I det hele taget havde Sørensen og Drechsel mange og mangeartede konflikter med hinanden over årene: I 1879 behandler byrådet en sag om ”uoverensstemmelse mellem birkedommer Drechsel og redaktør H. S. Sørensen om den rette indkaldelse til møder, om behandlingen specificerede enkeltsager, om birkedommerens chikane over for avisen (…) og meget mere.”
I diverse nekrologer i forbindelse med sin død, omtales redaktør Sørensen blandt meget andet som en fremsynet forkæmper i folkeoplysningens og andre gode kræfters tjeneste, som en mand, der respekterede sine politiske modstandere og ved sit virke havde vundet sig mange trofaste venner
og som en mand, der ikke bare skrev men også talte blændende.
Men han blev også beskrevet som en mand, der ”vel har haft mange imod sig og selv været hård og bestemt.”
