Ændringer

Gift 1863 med Bodil Cathrine Sørensen (f. Schmidt), 1835 - 1909 fra Varde.

==Begyndelsen==

[[Billede:soerensenung.PNG|thumb|270px|Hans Simon Sørensen]]

Hans Simon Sørensen kom til verden i Odense som et af Hans Sørensens og dennes hustru Ane Sofie Frederiksens mange børn. I kirkebøgerne opgives faderens erhverv som hhv. værtshusholder ved Hans Simons dåb og støberiarbejder ved hans begravelse, men sikkert er det, at parret langt fra var formuende.

Efter sin konfirmation kom H. S. Sørensen i bogtrykkerlære i Næstved og var åbenbart en lærevillig ung mand. I hans nekrolog kan man læse: ”Begavet, flittig og energisk, som han var, blev han ikke alene en ualmindelig flink typograf, men erhvervede sig i sin fritid en grundig fond af kundskaber.”

I sin bog, Fra Provinsen, beskriver [[Elfride Fibiger]], som lærte den unge redaktør og hans kone at kende kort efter deres ankomst til Silkeborg, Sørensen som en mand, der er i besiddelse af en veludviklet iagttagelsesevne og en deraf følgende påpasselighed, for "Det kan nemlig ikke nægtes, at han forstod at sikre sig sit blads beståen ved hjælp af alle tilladelige midler." (s.123)

I forbindelse med grundloven af 1849, hvor den danske befolkning fik indflydelse på landets lovgivning, var der opstået en sammenslutning, der kaldte sig Bondestandens Venner. Virkeligheden var nemlig, at det kun var en overordentlig lille del af befolkningen – nemlig dem, der havde væsentlige formuer, jordbesiddelser, etc. - der havde nogensomhelst form for indflydelse. Almindelige bønder og håndværkere var ikke repræsenteret, hvilket naturligt nok medførte en del utilfredshed. Og det var disse Bondevenner (som senere førte til dannelsen af partiet Venstre) og deres tanker, H. S. Sørensen gav sin opbakning med sin velskrivende, men også af og til temmelig spidse pen.

==Skribenten==

”Vil kongemagten ikke hjælpe folket af med det forhadte regimente, skal folket vide selv at ryste dette regimente af sig. Vor forfatning er intet værgeløst lam. Den ejer våben, som skal bryde reaktionens modstand. Og skulle reaktionen gå højforrædderens oprørsgang udover forfatningens grænser, så skal den finde os som lovens vagt, væbnede med de våben for hvilke revolutionen må vige.”

Om den unge mand købte en avis, fordi han havde noget på hjerte eller om han havde noget på hjerte, fordi han havde købt en avis, er ikke til at vide, men han kom under alle omstændigheder ud med det.

Det var dog ikke ord det hele; Sørensen var også et ualmindeligt aktivt menneske, når det kom til det virkelige politiske liv.

Han var i 15 år medlem af Silkeborg kommunalbestyrelse og Fattig- og Skolekommisionen, hvor han bl. a. var stærkt medvirkende til at antallet af børn i [[Borgerskolen]]s klasser blev nedsat fra 50 til 30 og at der blev oprettet en realskole, hvor dygtige børn af fattige forældre kunne tage præliminæreksamen uden at det skulle koste dem noget.

Derudover arbejdede han ivrigt for gennemførelsen af diverse togforbindelser, som ville bringe Silkeborg i lidt tættere kontakt med omverdenen, ligesom han var en stærk drivkraft bag Grundlovsfesterne og mindestøtten for Frederik d. 7. på Himmelbjerget og ikke mindst statuen af [[Michael Drewsen]] og dens placering på Torvet.

==Legaterne==

I forbindelse med Hans Simon Sørensens 30års jubilæum som redaktør og avisejer oprettede han nogle gaver og legater, som skulle komme forskellige af byens mindrebemidlede til gavn, bl.a. [[Silkeborg Asyl]] og [[Velgørenhedsselskabet]] til understøttelse for ”værdige og trængende i alderen mellem 50 og 60 år for at hindre dem i at søge hjælp hos fattigvæsenet hvorved de mister retten til alderdomsunderstøttelse.” Også til arbejdere i hans bog- og avistrykkeri blev der afsat en sum, men da han ikke mente, at nogle af disse arbejdere ville få brug for særlig hjælp, kunne denne sum formodentlig stå og trække renter nogle år.

Keld Dalsgaard Nielsen, m.fl.: Silkeborg 1846 - 1996

[[Kategori:Personer|Sørensen, Hans Sophus]]