Ændringer
Fra WikiSilkeborg
Efter sin konfirmation kom han i lære som typograf på Vestjyllands Socialdemokrat, men han rykkede i 1898 videre til journalistikken. Christensen var også i en kort periode redaktør for V. S. inden han i 1900 kom til Silkeborg og blev redaktør af [[Silkeborg Socialdemokrat]], som samme år var startet som en lokal aflægger af Aarhus Socialdemokrat.
I 1903 blev Jacob Christensen medlem af byrådet samtidig med, at han overtog pladsen som socialdemokratisk folketingskandidat eften sin svigerfar, væver [[M. A. Mads Anton Madsen]], som havde været opstillet både i 1898 og i 1901 – dog uden at blive valgt. Det lykkedes heller ikke for Christensen i 1903.
I 1906 vandt han valget med 28 stemmer foran venstremanden [[Byriel Jensen]], som havde været Silkeborgs repræsentant i folketinget siden 1895. Ved valget i 1910 opnåede han ikke valg, men blev genvalgt 1913 og sad derefter i folketinget til sin død.
I forbindelse med hans død skrev flere aviser, at han havde arbejdedet for hårdt og budt sig selv for meget; blandt andet de hyppige rejser mellem København og Silkeborg i en tid, hvor det var så som så med komforten. Allerede i marts 1923 blev han ramt af en hjerneblødning mens han passede sit arbejde i folketinget og han måtte igennem en længere rekonvalecensperiode. Da der i november 1924 var blevet stillet et mistillidsvotum til socialminister Borgbjerg, følte Christensen sig rask nok til at rejse til København for at give sin støtte. Imidlertid fik han et ildebefindende mens han drak formiddagskaffe med sin kone på det missionshotel i Løngangsstræde, hvor de boede, når de var i København. Han blev indlagt på Rigshospitalet og døde kort efter af en hjerneblødning.
Jacob Christensen efterlod sig sin hustru, Jenny, der som nævnt var datter af væver [[Mads Anton Madsen]] og to børn: Kirsten, der var damefrisør i Silkeborg og Robert, der var journalist ved den socialdemokratiske presse.
Jacob Christensen beskrives som en 'oprindelig' socialdemokrat, som på det nærmeste var født ind i sagen og for hvem loyaliteten, idealismen og resultaterne talte mere end selve kampen. I sin nekrolog citerer Silkeborg Venstreblad Jacob Christensen for, at han stillede sig lidt tvivlende overfor loyaliteten hos de mange nye vælgere, som socialdemokratiet efterhånden fik, og han udtalte, at hans glæde ved arbejdet var ved at forsvinde, fordi 'selvviskheden var ved at tage overhånd også i arbejderkredse.'
