Johannes Andreas Grib Fibiger (1867-1928), født i Silkeborg som søn af distriktslæge Christian Fibiger og Elfride Fibiger - Johannes Fibiger boede dog kun 1 år i Silkeborg.
Han var læge, kræftforsker og modtager Nobelprisen i Medicin 1926. Med Nobelprisens hæder fulgte også en blind passager, da Fibigers resultater, efter hans død, viste sig ikke at holde. Johannes Fibiger huskes derfor mest ude i verden som ham der fik Nobelprisen på et tvivlsomt grundlag. Historien har dog flere nuancer end det.
Kræftlæge
Johannes Fibiger opnåede vigtige forskningsmæssige resultater inden for bl.a. tuberkulose og difteri. Han var i sin samtid en respekteret og berømt forsker, hvis resultater man lagde mærke til. Et andet felt han udviklede, var brug af tilfældighed i sine forsøg og selv om der også på dette punkt er sket meget siden forrige århundredeskifte, var det vigtigt og nyt. Så da Johannes Fibiger omkring 1900 kastede sig over kræftforskning var han allerede en respekteret og vidt berømt forsker.
Nobelprisen
Gennem utallige rotteforsøg fandt Fibiger ud af, at man kunne give rotter ondartet mavekræft ved at inficere dem med en særlig indvoldsorm. Det var et gennembrud. Hidtil havde forskning i sygdommen stået stille fordi man ikke kunne fremkalde sygdommen kunstigt og derfor var overladt til at studere fuldvoksne kræftsvulster. Man manglede hele forståelsen af deres opståen og vækst. Med Fibigers resultater fra 1913 fik kræftforskere over alt i verden travlt med at skabe kræft på forsøgsdyr. Et vigtigt skridt blev taget i Japan, hvor man penslede kaniners øre med skorstenssod. På grund af japanernes viden fra Fibiger om, at kræft kan udvikles ved at påføre et område irritation penslede japanerne tålmodigt deres kanin længe nok til at kræften opstod. Fibigers opdagelse havde altså sat kræftforskningen i bevægelse.
Det utrolige gennembrud blev belønnet i 1926 med Nobelprisen i medicin for at have opdaget, at ormen kunne fremkalde kræft hos rotter.
Skandalen
Men kort tid efter viste det sig at Fibiger havde taget fejl. Svulsterne i rotternes maver var ikke kræft, men resultater af fejlernæring fremkaldt af, at Fibiger fodrede sine rotter med hvidt franskbrød. Eller det er i hvert fald hvad forskerne tror. Ingen har siden kunnet genskabe Fibigers forsøg. Tilbage står, at indvoldsormen ikke kan give rotter kræft og det er jo netop, hvad Nobelprisen blev givet for. Det har gjort, at Fibiger faktisk er blevet mest berømt for at være ham, der fik Nobelprisen ved en fejltagelse. For eksempel nævnes han på den måde i denne amerikanske tegneserie. Men Fibigers fejl skyldes langt hen ad vejen, at datidens viden ikke var så stor, som den senere blev. For eksempel var alle overbeviste om, at det Fibiger fandt, var ondartet kræft. Det var det bare ikke. Men han opdagelse ledte jo andre på det rette spor. Japanernes metode var meget lettere at bruge end Fibigers. Derfor var der ikke mange, der arbejdede videre med Fibigers indvoldsorm – og den kendte forskers resultater blev ikke draget i tvivl, det virkede jo.
Læs mere:
Nabo til Nobel: red. Henry Nielsen og Keld Nielsen. 2001. S. 370-395.
Artikel på engelsk af Mark Bromney - Læs her.