I begyndelsen af 1950'erne havde jeg i flere år plejet min store interesse for alt, hvad der havde med FILM at gøre, men især alt, der vedrørte teknikken. Jeg spurgte derfor en dag direktøren for en af byens to biografer, Åge Christensen, om der var en mulighed for at komme i lære som operatør i hans biograf, som var ejet af Arbejdernes Oplysnings Forbund.
En aften, jeg havde været i KINO og var på vej ud, kaldte operator operatør Hans Nissen på mig oppe fra balkonen foran operatørrummet. Min henvendelse havde båret frugt - jeg kom i lære som operatør. Det var nu ikke en almindelig læreplads med kontrakt og elevløn.Tværtimod så forventede Hans Nissen, at jeg betalte ham for hans ulejlighed og oplæring, men efter et halvt år og en senere snak med biografdirektøren gav jeg ham en flaske snaps, da jeg var færdig – og den var han da tilsyneladende glad for!
Dengang var alle 35 mm biograffilm de såkaldte nitratfilm. Denne filmtypes bæremateriale, celluloiden, består af nitrocellulose og kamfer. Nitrocellulose er et sprængstof ligesom skydebomuld. For at mindske sprængvirkningen og tillige gøre materialet smidigt og blødt, er der tilsat 25 % kamfer, der meget let antændes. Det var altså noget farligt og brændbart stads, vi arbejdede med, og loven krævede, at der hele tiden skulle være to operatører til stede i operatørrummet. Der skulle selvfølgelig være brandtæpper og ildslukningsapparater, flugtmuligheder og jerntrapper til jorden.