Koppeepidemien krævede kun et dødsoffer – et barn på under 1 år. To mere hvis man regner Peter Nielsen og hans kone med. Det blev dog aldrig fastslået om de døde af kopper, fordi de døde før kopperne kunne nå at udvikle sig på huden.
De relativt få, der blev smittede og det ene dødsfald viser, hvor effektiv indsatsen var, og hvor forholdsvis godt byen var forberedt på at imødegå epidemisygdomme i starten af det 20. århundrede. Ikke mindst gav et højt vaccinationsniveau befolkningen en god beskyttelse.
Epidemien fik et økonomisk efterspil. Lægerne der vaccinerede, skulle opkræve penge fra hver enkelt, med mindre de fremviste dokumentation for at de var mindrebemidlede. Lægerne opgav dog hurtigt at indkræve penge, af frygt for uroligheder. Mange havde ikke penge med og der var i det hele taget en nervøs stemning. Lægerne forlangte efterfølgende at få pengene af kommunekassen, men byrådet forhalede afgørelsen af problemet. Måske fordi kommunen selv fik afslag på hjælp fra staten til at dække omkostningerne ved at imødegå sygdommen. Lægerne fik dog deres penge.
Litteratur.