[[Billede:Koppehus.jpg|thumb|256px|Her, på det nuværende Gesnersvej30, lå Silkeborg koppelazaret i 1909.]]
Den 19. september 1909 blev der konstateret to tilfælde af kopper i Silkeborg. Byens læger og Sundhedskommission iværksatte en effektiv indsats mod sygdommen og undgik udbruddet af en egentlig epidemi.
Sygdommen menes at stamme fra russiske klude på [[Silkeborg Papirfabrik]]. De ofte uhumske klude blev håndsorteret af kvinder på fabrikken, som herved blev udsat for smittefare.
Det første tilfælde menes at være kludesortererske Laura Jønson, der boede i [[Valdemarsgade]] sammen med sin treårige datter Gudrun, hos sin far støberiarbejder Peter Nielsen og dennes kone. Laura fik i juli/august en mæslingelignende sygdom. Hun blev rask, men hendes far og dennes kone blev begge smittet og døde sidst i august. Kort efter – den 9. september - fik også barnet smitten.
En anden kludesortererske – Anna Josefsen, der havde besøgt de afdøde fik nu selv en mæslingelignende sygdom og blev indlagt på det daværende [[Regionshospitalet Silkeborg|Silkeborg Amtssygehus]]. Den 18. september opdagede sygehuslæge A. Hansen, at mæslingesygdommen var kopper.
===Foranstaltninger===
Sundhedskommissionen trådte sammen og tog forskellige skridt til at begrænse sygdommen. Man vedtog at lukke børneskoler, iværksætte offentlig vaccination og re-vaccination. Formanden for Sundhedskommissionen distriktslæge F. Lund stod selv, sammen med flere af byens læger for at gennemføre en omfattende vacciantion. Samtidig besluttede man at oprette et koppelazaret, hvortil man eksproprierede et hus i udkanten af byen, på hjørnet af daværende [[Ørnsøvej]] og [[Herningvej]]- nu [[Gesnersvej]] 30. Samtidig rekvirerede man udstyr udefra til desinfektion, samt et Döckersk filttelt til internering af mistænkelige tilfælde. Samt al den vaccine man kunne skaffe.
Den 10. oktober indførtes forbud mod at børn kunne gå i biografen, samtidig hermed lettedes forbudet mod at gå i skole til kun at gælde børn fra Valdemarsgade og omkringliggende gader. I det hele taget var Valdemarsgade i søgelyset, og indsatsen koncentreredes om dette område. Blandt andet skulle løse hunde i området skydes, man mistænkte, at en koppepatient var blevet smittet af en hund, der havde været oppe i sengen hos en patient i Valdemarsgade og bragt smitten hjem til sin ejer.
De relativt få, der blev smittede og det ene dødsfald viser, hvor effektiv indsatsen var, og hvor forholdsvis godt byen var forberedt på at imødegå epidemisygdomme i starten af det 20. århundrede. Ikke mindst gav et højt vaccinationsniveau befolkningen en god beskyttelse.
LitteraturEpidemien fik et økonomisk efterspil. Lægerne der vaccinerede, skulle opkræve penge fra hver enkelt, med mindre de fremviste dokumentation for at de var mindrebemidlede. Lægerne opgav dog hurtigt at indkræve penge, af frygt for uroligheder. Mange havde ikke penge med og der var i det hele taget en nervøs stemning. Lægerne forlangte efterfølgende at få pengene af kommunekassen, men byrådet forhalede afgørelsen af problemet. Måske fordi kommunen selv fik afslag på hjælp fra staten til at dække omkostningerne ved at imødegå sygdommen. Lægerne fik dog deres penge.
Distriktslæge F. Lunds rapport over begivenhederne omkring koppeepidemien i Silkeborg 1909. På Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv - Si 61.612==Litteratur==
*Distriktslæge F. Lunds rapport over begivenhederne omkring koppeepidemien i Silkeborg 1909. På Silkeborg Arkiv - Si 61.612 *[http://summa.silkeborgbibliotekerne.dk/summa/showrecord.jsp?record_id=silkeborg_2%20706%20638%200&media=bog&title=Silkeborg+sort+p%C3%A5+hvidt&author=Keld+Dalsgaard+Larsen Silkeborg sort på hvidt - en byhistorie. Side 77-79: Kopperne]
[[Kategori:Sundhed & sygdom]]