Ændringer
Fra WikiSilkeborg
/* Social status */
Jorden omkring Silkeborg er ikke af så god kvalitet, at befolkningen alene kunne ernære sig ved at drive landbrug. Til gengæld var der masser af skove, hvor der voksede bøgetræ i store mængder, så allerede fra starten af 1800-tallet hed det sig, at stort set alle i de skovrige østjyske områder havde hele – eller i hvert fald en del – af deres udkomme ved at fremstille ting i træ til videresalg; først og fremmest ved at ”gøre træsko”.
Hver egn havde sine modeller, som blev foretrukket der, og for den træskomand, som både ville sælge lokalt og eksportere til fx vestjylland, var det derfor nødvendigt at beherske adskillige af disse forskellige faconer. Og ikke nok med det: der var både sko til dagligt brug, sko til kvinder og sko til børn og samtidig skulle der laves træsko til kirkegang, dans, etc. Hvor dagligtræskoene i langt overvejende grad blev lavet af bøgetræ, blev de finere træsko ofte fremstillet af el. De var langt fra så holdbare som bøgetræskoene, men de var lettere og behageligere at have på.
==Social stausstatus==
Skulle man leve af at lave træsko, skulle der hænges i. For den efarne træskomand eller –karl tog det et par timer, at lave et par træsko. Vi har set, at akkorden for en karl var 40 par. pr. uge og de fleste kilder nævner, at 5-6 par om dagen var normen for en selvstændig, så en arbejdsdag på 12 timer måtte man regne med.
Det giver ingen mening at sammenligne lønninger, men sine steder hævdedes det, at en træskokarl kunne tjene næsten dobbelt så meget som en bondekarl. Andre mere nutidige kilder mener, at det er noget overdrevet, men givet er det, at det gav højere anseelse og social staus status at være træskokarl.
Det kom blandt andet til udtryk ved, ”at de kunne tillade sig at ryge lang pibe og gå med hvidt kravetøj ligesom gårdmændene, hvor daglejerne måtte holde sig til kort pibe og sort kravetøj”.
Når træskokarlene blev gift blev de til træskomænd og der er intet der tyder på, at de havde højere social staus end de husmænd, de var en del af. Af avisernes interviews med de nu længst afdøde træskomænd fremgår det også, at det på ingen måde var et håndværk, men blev rig af.
==Afsætning==
Man regner med at en fuldtidsbeskæftiget træskomand kunne fremstille ca 2000 par om året og de skulle selvfølgelig sælges. Naturligvis blev en del solgt på lokale markeder, etc., men langt størstedelen blev opkøbt af træskohandlere og eksporteret til andre egne af landet.
De to største opkøbere på Silkeborgegnen befandt sig i henholdsvis Ry og Them og Silkeborg spillede i starten ingen rolle i den sammenhæng. Fra Them sendtes skoene videre vestpå og fra Ry var det hovedsagelig København, der blev forsynet.
At det ikke var små lagre, opkøberne lå inde med, fortæller følgende historie: På Ry kro var en officer fra Fredericia taget ind for at spise og han fortalte kromanden, at han var sendt ud for at finde ca 3000 par træsko, han kunne købe til soldaterne, der skulle arbejde på byens skanser. Kromanden, der også var den store træskohandler, kunne med det samme berolige officeren med, at han ikke behøvede lede længere.
