I århundrederne op til første verdenskrig var træsko det helt dominerende fodtøj på landet og i byerne. De var billigere end læderfodtøj, de var slidstærke og de var varme og holdt fødderne tørre, når bønderne gik og arbejdede i den våde jord. Der var derfor efterspørgsel på træsko fra hele landet. Det var dog kun i det østjyske, på Fyn og til dels på Sjælland, at der fandtes egnet træ i så store mængder, at der kunne blive tale om at fremstille så mange træsko, at de kunne videresælges i andre dele af landet.
[[Billede:IMG_1979.PNG|thumb|800px|]]
Der kunne være mange grunde til at nedsætte sig som træskomand:
For de unge og ugifte – de såkaldte træskokarle – talte det dog også, at de kun havde ringe udsigt til at kunne leve af landbrug. Dels på grund af den dårlige jord og dels på grund af en ikke ubetydelig befolkningstilvækst. De måtte altså rejse til andre dele af landet, hvis de ville arbejde ved landbruget og mange valgte derfor at blive træskomagere, så de på den måde kunne blive på deres hjemegn.
==Træskomand og træskokarl==
Man skelner mellem træskomænd og træskokarle.
==At gøre træsko==
Når træskomanden havde fået transporteret kævlerne hjem, blev de savet op i ”ruller”, som var ca en alen lange. Det svarede til to voksentræsko i forlængelse af hinanden. Disse ruller blev så omhyggeligt kløvet ud, så der fremkom et antal trekantede stykker, hvis bredde passede til lige præcis de sko, der skulle fremstilles. Det var selvfølgelig vigtigt, at denne.kløvning blev foretaget så præcist, som muligt så spildet ikke blev for stort. Kløvningen blev foretaget med økse, kiler og en trækølle – en såkaldt ”nyde”.[[Billede:IMG_1982.JPG|thumb|600px|Udkløvning af træet]]
Det var vigtigt, at det træ, som træskoene skulle laves af var ”grønt”. Det vil sige, at det ikke var blevet tørt, fordi det så var alt for hårdt at arbejde i. Derfor kløvede man kun en rulle ad gangen og de, der skulle ligge et stykke tid dækkede man til, hvis man ikke ligefrem rullede dem ud i noget vand.
Stadig med forbonavret blev der nu boret hul ned mod tåenden og træskoene blev nu hulet ud ved hjælp af forskellige andre navre af varierende størrelse. Det siger sig selv, at dette arbejde krævede megen omhu; der skulle ikke meget til, før man havde taget lidt for meget træ af et sted, hvorved træskoen blev for tynd og måtte kasseres. Nogle af de gamle træskomagere beskriver hvordan de svajede og næsten dansede med kroppen for at få de helt rigtige bevægelser i navrene.
[[Billede:IMG_1980.PNG|thumb|600px|]]
Når træskoene havde den rigtige indvendige størrelse blev de glattet med forskellige jern, som var tilpassede til helt specielle steder i skoen.
Skulle man leve af at lave træsko, skulle der hænges i. For den efarne træskomand eller –karl tog det et par timer, at lave et par træsko. Vi har set, at akkorden for en karl var 40 par. pr. uge og de fleste kilder nævner, at 5-6 par om dagen var normen for en selvstændig, så en arbejdsdag på 12 timer måtte man regne med.
Det giver ingen mening at sammenligne lønninger, men sine steder hævdedes det, at en træskokarl kunne tjene næsten dobbelt så meget som en bondekarl. Andre mere nutidige kilder mener, at det er noget overdrevet, men givet er det, at det gav højere anseelse og social staus status at være træskokarl.
Det kom blandt andet til udtryk ved, ”at de kunne tillade sig at ryge lang pibe og gå med hvidt kravetøj ligesom gårdmændene, hvor daglejerne måtte holde sig til kort pibe og sort kravetøj”.
Man regner med at en fuldtidsbeskæftiget træskomand kunne fremstille ca 2000 par om året og de skulle selvfølgelig sælges. Naturligvis blev en del solgt på lokale markeder, etc., men langt størstedelen blev opkøbt af træskohandlere og eksporteret til andre egne af landet.
De to største opkøbere på Silkeborgegnen opkøbere befandt sig i henholdsvis Ry og Them og Silkeborg spillede i starten ingen rolle i den sammenhæng. Fra Them sendtes skoene videre vestpå og fra Ry var det hovedsagelig København, der blev forsynet.
At det ikke var små lagre, opkøberne lå inde med, fortæller følgende historie: På Ry kro var en officer fra Fredericia taget ind for at spise og han fortalte kromanden, at han var sendt ud for at finde ca 3000 par træsko, han kunne købe til soldaterne, der skulle arbejde på byens skanser. Kromanden, der også var den store træskohandler, kunne med det samme berolige officeren med, at han ikke behøvede lede længere.