Ændringer

I århundrederne op til første verdenskrig var træsko det helt dominerende fodtøj på landet og i byerne. De var billigere end læderfodtøj, de var slidstærke og de var varme og holdt fødderne tørre, når bønderne gik og arbejdede i den våde jord. Der var derfor efterspørgsel på træsko fra hele landet. Det var dog kun i det østjyske, på Fyn og til dels på Sjælland, at der fandtes egnet træ i så store mængder, at der kunne blive tale om at fremstille så mange træsko, at de kunne videresælges i andre dele af landet.

Der kunne være mange grunde til at nedsætte sig som træskomand:

For de unge og ugifte – de såkaldte træskokarle – talte det dog også, at de kun havde ringe udsigt til at kunne leve af landbrug. Dels på grund af den dårlige jord og dels på grund af en ikke ubetydelig befolkningstilvækst. De måtte altså rejse til andre dele af landet, hvis de ville arbejde ved landbruget og mange valgte derfor at blive træskomagere, så de på den måde kunne blive på deres hjemegn.

==Træskomand og træskokarl==

Man skelner mellem træskomænd og træskokarle.

==At gøre træsko==

Når træskomanden havde fået transporteret kævlerne hjem, blev de savet op i ”ruller”, som var ca en alen lange. Det svarede til to voksentræsko i forlængelse af hinanden. Disse ruller blev så omhyggeligt kløvet ud, så der fremkom et antal trekantede stykker, hvis bredde passede til lige præcis de sko, der skulle fremstilles. Det var selvfølgelig vigtigt, at denne kløvning blev foretaget så præcist, som muligt så spildet ikke blev for stort. Kløvningen blev foretaget med økse, kiler og en trækølle – en såkaldt ”nyde”.

Det var vigtigt, at det træ, som træskoene skulle laves af var ”grønt”. Det vil sige, at det ikke var blevet tørt, fordi det så var alt for hårdt at arbejde i. Derfor kløvede man kun en rulle ad gangen og de, der skulle ligge et stykke tid dækkede man til, hvis man ikke ligefrem rullede dem ud i noget vand.

Når kløvningen var foretaget skulle træskoene ”skottes”, hvilket vil sige, at de blev hugget i facon. Først huggedes træstykket rundt i enderne og spidst på midten, hvor stykket deltes i to lige lange stykker. Derefter blev de grove klodser hugget groft til i den facon, de skulle have og de såkaldte ”beder” - de to stykker, der ramte jorden - blev også hugget. Dette arbejde foregik udendørs på huggeblokken og træskomageren brugte en såkaldt ”blokøkse”, som havde et særligt skævt skaft.

Nu fulgte den hårdeste del af arbejdet, nemlig udhulingen af træskoene. Til gengæld foregik det indendørs. Til det arbejde brugte træskomanden forskellige ”navre” - en slags skarptslebne skeer med langt skaft, som endte i en t-formet gren, der fungerede som håndtag. Den tredje gren i dette T pegede ind mod træskomagerens bryst, således at træskomageren kunne bruge sin krop til at lægge tilpas pres på navret. På brystet havde han et ”brystbor”, som var en plade, der skulle tage noget af trykket, når han pressede.

Stadig med forbonavret blev der nu boret hul ned mod tåenden og træskoene blev nu hulet ud ved hjælp af forskellige andre navre af varierende størrelse. Det siger sig selv, at dette arbejde krævede megen omhu; der skulle ikke meget til, før man havde taget lidt for meget træ af et sted, hvorved træskoen blev for tynd og måtte kasseres. Nogle af de gamle træskomagere beskriver hvordan de svajede og næsten dansede med kroppen for at få de helt rigtige bevægelser i navrene.

Når træskoene havde den rigtige indvendige størrelse blev de glattet med forskellige jern, som var tilpassede til helt specielle steder i skoen.