Ændringer

I århundrederne op til første verdenskrig var træsko det helt dominerende fodtøj på landet og i byerne. De var billigere end læderfodtøj, de var slidstærke og de var varme og holdt fødderne tørre, når bønderne gik og arbejdede i den våde jord. Der var derfor efterspørgsel på træsko fra hele landet. Det var dog kun i det østjyske, på Fyn og til dels på Sjælland, at der fandtes egnet træ i så store mængder, at der kunne blive tale om at fremstille så mange træsko, at de kunne videresælges i andre dele af landet.

Der kunne være mange grunde til at nedsætte sig som træskomand:

For de unge og ugifte – de såkaldte træskokarle – talte det dog også, at de kun havde ringe udsigt til at kunne leve af landbrug. Dels på grund af den dårlige jord og dels på grund af en ikke ubetydelig befolkningstilvækst. De måtte altså rejse til andre dele af landet, hvis de ville arbejde ved landbruget og mange valgte derfor at blive træskomagere, så de på den måde kunne blive på deres hjemegn.

==Træskomand og træskokarl==

Man skelner mellem træskomænd og træskokarle.

Stadig med forbonavret blev der nu boret hul ned mod tåenden og træskoene blev nu hulet ud ved hjælp af forskellige andre navre af varierende størrelse. Det siger sig selv, at dette arbejde krævede megen omhu; der skulle ikke meget til, før man havde taget lidt for meget træ af et sted, hvorved træskoen blev for tynd og måtte kasseres. Nogle af de gamle træskomagere beskriver hvordan de svajede og næsten dansede med kroppen for at få de helt rigtige bevægelser i navrene.

Når træskoene havde den rigtige indvendige størrelse blev de glattet med forskellige jern, som var tilpassede til helt specielle steder i skoen.