Ændringer

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

R. L. Høltzermann

238 bytes tilføjet, 23. mar 2019, 15:38
/* Kilder */
Rasmus Høltzermann etablerede sig allerede i 1847 i en gård ”på hjørnet af [[Silkeborg Hovedgade]] og Viborg-Landevej, samt tæt på [[Langsø]] og [[Gudenå]]” med et ”udsalg af manufactur- galanteri- og colonialvarer.” Hvor meget jord, han siden havde tilkøbt, kan ikke siges, men da han 10 år senere satte gården til salg på grund af ”svagelighed”, bestod den af en grund på 6850 kvadratalen (ca. 4000m2) med 68 alen (ca. 45 m.) facade til Hovedgaden og dertil 24 tdr. land pløjejord og 3,5 tdr. land eng og han omtales da også som byens første og største købmand i nybyggertiden. Han ejede desuden [[Bjørnholdt-Gård]] i Gødvad.
 
[[Billede:hm.PNG|thumb|270px|Rasmus Laurits Høltzermann]]
Rasmus Laurits Høltzermann blev født i 1803 i Blegind sogn i Skanderborg amt som søn af Laurs Clausen og Anna Rasmusdatter. Hvor navnet Høltzermann stammer fra og familiens økonomiske forhold, har det ikke været muligt at finde klare svar på.
Rasmus Høltzermann blev i 1829 gift med Mariane Buch fra Randers, hvor han var købmand før, han kom til Silkeborg.
Til trods for hans tidlige ankomst til byen og hans forretnings størrelse, er det ikke meget, vi ved om Høltzermann. I modsætning til mange andre af byens pionerer, var han aldrig involveret i byrådet eller andre offentlige hverv. Den handling, der primært sikrede ham en plads i Silkeborgs hukommelse, fandt sted allerede i 1850. Det år lykkedes det nemlig at få indrettet et såkaldt ”skovkapel” i en sal i Hovedgården, så Silkeborggenserne slap for den lange rejse til Linå, hvor de tidligere havde gået i kirke: Høltzermann skænkede nemlig en stor del af inventaret og dertil en alterkalk af sølv.
Han skal ligeledes have fungeret som den, nybyggerne kunne låne penge til etablering af i en tid, hvor banker og kreditforeninger endnu ikke var kommet til Silkeborg.
At hans forretning trivedes – til trods for den manglende annoncering – viser dog det faktum, at han i 1860 var byens 5. største skatteyder med 53 Rd. og 83 sk.
I april 1862 var Høltzermann involveret i en sag om manglende overholdelse af de kontraktlige forpligtelser, som han og forpagteren af Bjørnholdt-gård havde indgået. Avisen Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis fortæller ikke, hvad tvisten mere præcist gik ud på, men Landsoverretten i Viborg dømte Høltzermann til at bringe forholdene i orden eller udrede en erstatning til forpagter Westergaard på ikke over 500 Rd. At de to ikke kom overens ses deraf, at avisen i juli kan fortælle, at gården var blevet bortforpagtet i 12 år til en ”Herr. Woldemar fra Veile” for en afgift af 500 Rd/år for de første 6 år og 600 Rd./år for de sidste 6.
Han solgte dog gården i 1872 til Jens Jensen fra Grolsted for 10500 Rd.
Rasmus Høltzermanns hustru Mariane Buch døde i 1873 og kort tid efter – d. 2/1 1874 - døde han selv af bronchitis.
 
==Kilder==
Diverse aviser 1845-1880: Mediestream og Silkeborg Arkiv
 
Danishfamilysearch.dk
 
Geni.com
 
Keld Dalsgaard Larsen, m.fl.: Silkeborg 1846 -1996
843
redigeringer