På Sjælland var rejsekomforten lidt bedre end andre steder i riget. Her benyttede man affjedrede postvogne forspændt med fire heste. Der var plads til 6 personer inde i selve vognen og 3 i den såkaldte kupé, som var forsynet med en kaleche og placeret bag på vognen.
Dertil kom, at så sent som i 1836 var der bygget 577 km. chausséer, heraf kun 37,5 km. i Jylland, så dér måtte man stadig benytte de gamle dårlige veje.
== København-Aarhus ==
Kierkegaards rejse udgik fra Kongens Nytorv i København kl. 7 om morgenen, lørdag 18. juli 1840. Ruten fulgte hovedlandevejen via Roskilde og Holbæk og var på 14 mil (105 km). Rejsen med dagvognen sluttede i Kalundborg omkring kl. 21.30 – altså mere end 14 timer senere.
I løbet af 1840’erne blev der oprettet regelmæssig diligencekørsel på strækningen. Før da måtte den rejsende hyre en vogn, ride - eller gå.
== [[Billede:b9611.jpg|thumb|250px|Landskab fra Silkeborgegnen af Dankvart Dreyer, omkring 1838. Udsigt over et blændende smukt landskab, der muligvis er set fra Virklund med Borresø og egnen ved Himmelbjerget i baggrunden. Statens Museum for Kunst.]] De første malere ==malerier fra Silkeborgegnen, som vi kender til, er fra landskabsmaleren Dankvart Dreyers Jyllandsrejse i 1838 - og de blev ikke de sidste.Fra slutningen Det store og ukendte JyllandMed guldalderen, som er den samlende betegnelse for dansk kunst og kultur i 1800-tallets første halvdel, begyndte kunstnerne at rette blikket mod Danmarks storslåede landskab og dets egenart. Et nationalt projekt der kun blev forstærket af 1830’erne tabet af Norge i 1814. Den toneangivende kulturelle og politiske elite i København begyndte med andre ord at definere en dansk identitet. Og de fik øjnene op for de store kvaliteter, der lå så upåagtede hen i den resterende del af riget. De mest nysgerrige eller ihærdige af dem drog til det store og ukendte Jylland. Langt de fleste havde dog ikke mulighed for, grund til og måske ikke engang lyst til at tage på ”opdagelsesrejse” i det ukendte. Det skete først langt senere. At rejse var besværligt, tidskrævende og kostbart. Nogle 1000 favne højtVærker som Erik Pontoppidans “Den Danske Atlas”, der blev udgivet i årene 1763-1781, tjente langt op i tiden som almindelig referenceramme. Det var den første , samlede, topografiske beskrivelse af tidens malere Danmark.Det er dog så som så med de faktuelle oplysninger i værket. I al fald når det gælder Himmelbjergets højde, der anføres til at udforske ”være nogle 1000 favne højt”. Da en favn er ca. 1,90 m., svarer det til en højde på 2-3 km. Det viste sig nu også at være en trykfejl, som i et rettelsesblad blev nedskaleret til ”nogle 100 favne”. I “atlasset” noteres det i øvrigt, at der sine steder i området er gode skove, men at de i fordums tid var ”i langt større overflødighed”, og at der kunne ses spor af det i mange af de sandige egne og heder - og det er jo ikke forkert. Europas højesteI et andet værk fra 1777 havde forfatteren, Nicolaj Jonge, tilsyneladende ikke opdaget fejlen med højdeangivelsen, som han angav til at være over 3.000 favne, altså over 5,7 km. Dermed syntes Himmelbjerget at være Europas højeste bjerg.Jeg nævner blot dette for at påpege, at man/alle på dette tidspunkt famlede i blinde. At kendskabet til Silkeborgegnen var uhyre ringe hos eliten og at disse tidlige forfattere formodentlig ikke selv havde besøgt de steder, de beskrev. En fjern og ukendt provinsDa der kun fandtes få beskrivelser af det fjerne og ukendte Jylland, havde den skønne egnrejsende ikke mange muligheder for at forberede sig til rejsen. Men det ændrede sig så småt i første halvdel af 1800-tallet, hvor både oversigtsværker, topografiske artikler og rejseberetninger fra og om Jylland begyndte at dukke op. De var næsten som beretninger fra opdagelsesrejser. Pakket med oplevelser af fremmedartethed og særpræg - i sammenligning med København og det velkendte, blide sjællandske landskab. Dermed blev der så at sige skabt et nyt Danmarkskort og vidensniveauet blev højnet ved, at forfatterne beskrev det, de havde hidtil set med egne øjne. Urimelig højdeSå sent som i 1827 spøgte spørgsmålet om Himmelbjergets højde stadig. I Kjøbenhavnerposten har jeg fundet en artikel om den “lærde og flittige professor Schouw”, der havde “foretaget en lille rejse igennem en del af Jylland” for at “anstille iagttagelser over nogle af de betydeligste højdepunkter i landet”. Avisen forventede, at den kendte naturvidenskabsmand ville “kunne give en aldeles nøjagtig bestemmelse af disse steders højde”, der tidligere var blevet angivet til en helt “urimelig højde”. Schouw kom da også frem til, at Himmelbjergets “sande højde vil være noget over 500 fod” - svarende til ca. 152 m. og næsten udelukkende arbejdet det samme som de 550 fod på Th. Gliemanns kort over Skanderborg Amt, som var blevet offentliggjort i 1826.Dermed var man faktisk ret tæt på den officielle måling, der blev lavet i 1847 og angav Himmelbjergets højde til 147 m. Som naturscener i bjergegneEn anden rejsende, historikeren Christian Molbech, foretog i 1828 en sommertur til Jylland, hvortil han havde 17 timers sejlads med motiver fra det nye dampskib “Dania” på ruten København -Aarhus. En rejse som, mente han, næppe kunne gøres hurtigere. Naturligvis indgik også et besøg på Silkeborgegnen i hans rejseplan, og allernærmeste omegnhan blev både overrasket og betaget af, hvad han så. I Silkeborg kaldte den “romantisk-interessante egn ... ved sine høje bakker, søer, vandfaldet, møllerne … fremmede naturscener i bjergegne” frem på hans nethinde. På turen til Himmelbjerget, som varede fire timer, kørte han igennem “en skovstrækning, som uden tvivl er den største, der endnu findes samlet i Jylland.”Og vel fremme kunne han med forbløffelse konstatere, at landskabet her var en “virkelig overraskende sublim dansk bjergnatur”. Også Molbech havde noget at sige om Himmelbjerg-højden, som han mente var et “latterligt tal”. Også selvom han havde læst det i et af sine yndlingsværker, Den Danske Atlas. Han havde tilsyneladende hverken set rettelsesbladet eller Schouws korrektion fra året før. Skønne partierI årene 1832 og 1833 tilbragte professor i matematik og redaktør, G. F. Ursin, to somre i Jylland. Formålet med rejserne var at beskrive landsdelens natur- og samfundsforhold, og at lære den at kende. Om køreturen fra Viborg til Ribe bemærker Ursin, at den jyske hede er mindre hæslig og mere bakket end den slesvigske og holstenske, og den “har derfor også mange afvekslinger, vandet kan samle sig i søer og åer, og om disse findes dog stedse en noget frodigere vegetation… ofte dannes endog skønne partier…”Så her får vi endnu en rejsendes begejstrede beskrivelse af egnens afvekslende naturscenerier og deres udenlandsrejserlandskabelige skønhed. Flere gange noterer G.F. Ursin i sine artikler, at netop på det sted burde der komme en maler og skildre, hvad han netop havde set. Og det gjorde der også ganske snart. Silkeborg smukkere end Ikke alle fik dog planlagt deres rejse, så de fik set, hvad der virkelig var værd at se. Professor Th. Becker ærgrede sig i sin meget udførlige artikel fra 1839 over, at hans rejse til Himmelbjerget ikke også havde bragt ham til Silkeborg. “Thi desværre vidste jeg dengang endnu ikke, at rejsen fra Rye til Silkeborg og især de derværende udsigter er så udmærket skønne … og ved Silkeborg findes de skønneste skovpartier og udsigter, som man måske træffer i Danmark, endogså smukkere end Himmelbjerget.” Se, det kunne han jo have undgået ved at orientere sig i den litteratur, der trods alt var tilgængelig på dette tidspunkt. Men hans konstatering pirrede måske læsernes nysgerrighed. Et nuanceret billede af JyllandFra 1830'erne bragte digterpræsten, St. St. Blicher, Jylland ind i dansk litteratur og blev dermed en fremtrædende figur i opdagelsesprocessen. Han gjorde den lokale kultur, heden og dens befolkning til emnet for sine fortællinger og digte og tilførte dermed kvalitet til skildringen af dette ukendte område. Han var på den måde med til at forme opfattelsen af landsdelen og hans betydning blev kun større af, at hans læsere jo var den dannede elite i København.I novellen “Himmelbjerget”, udgivet i 1833, beskriver Blicher i meget poetiske vendinger en todages tur til stedet, som han kalder “det danske Schwarzwald”. Det var en helt ny og epokegørende måde at skildre naturen på. Han gjorde, skrev han, hvad han kunne i forsøget på at beskrive, hvad han så. Men måtte alligevel give op. Det var for stort og for smukt. Så han opfordrede læseren til selv at komme og opleve stedets naturskønhed: “Min pen er ingen pensel. Rejs! Rejs! Rejs selv til Himmelbjerget, og se!”Måske var det den opfordring, der meget snart lokkede de første landskabsmalere til egnen. Noget af det mest maleriskeVi slutter i Silkeborg med digteren over dem alle, H.C. Andersen. Han er vel nok den mest berømte af de forfattere, der kom, så, beskrev og fik det offentliggjort. Den rejsevante digter besøgte Jylland i 1830, men først i 1850 lykkedes det ham at komme til Silkeborgegnen. Han gæstede desuden byen to gange i 1853 og to gange i 1859.Det fremgår tydeligt både af hans dagbøger og af breve til venner og bekendte, at han var overvældet og betaget af den storladne midtjyske natur. I et brev til vennen B.S. Ingemann skriver han: “Silkeborg er noget af det mest maleriske jeg har set. Man kalder Fyn Danmarks spisekammer, men er Fyn spisekammeret, da er Jylland storstuen; det er jo et prægtigt land!”Hans besøg i Silkeborg satte sig ligefrem spor i forfatterskabet. I 1853 blev det til et hyldestdigt med titlen “Silkeborg”, som han slutter med ordene “Der er så smukt og godt derovre!” Og fra 1854 har vi en overstrømmende rejseberetning, der blev bragt i Folkekalender for Danmark. Her får vi et fantastisk indtryk af den opvoksende by, sådan som han oplevede den – men også hans betagelse af naturen på stedet. Den gæstfrie familieDen store digter var et nært bekendtskab af papirfabrikant Michael Drewsen og hans hustru Amalie og boede naturligvis, ligesom mange før og efter, hos den gæstfrie familie under sine ophold.Digteren færdedes mest til fods ude i skovene og langs åen, men han gik også på opdagelse på fabrikken og i nybyggerbyen. Med H.C. Andersens ord var der nu kommet en udvikling i gang i “amerikansk tempo”. Vel nærmest som vi ser det i cowboyfilm om Amerikas nybyggertid i 1800-tallet.
Det første maleri fra SilkeborgegnenMen nu forlader vi det skrevne ord og skal i næste artikel forsøge at komme tættere på det fortryllende natursceneri, som disse mange rejsende så og oplevede. Det kan vi kender tilheldigvis gøre, er fra landskabsmaleren Dankvart Dreyers Jyllandsrejse i 1838 - fordi også landskabsmalere tidligt lagde vejen forbi. Og de fastholdt deres indtryk med deres pensler på lærred og det blev ikke det sidstepapir.
Af Lis Thavlov
Arkivleder, Silkeborg Arkiv
Bragt i Midtjyllands Avis: 14.+ 28. november 2020.