Og det var jo også hele ideen med røveriet: Tyskerne skulle ikke have mulighed for at bruge registret til deres arbejde med at efterspore modstandsbevægelsens gerningsmænd.
Senere stod det klart, at de ca. 50.000 kort blev fragtet til en lille bjælkehytte nær [[Sejs]] og der nedgravet anbragt på loftet. Senere, d. 22. februar 1945, da en mand ved navn Hans Karup Andreasen, som vidste besked om registrets opbevaringssted, blev anholdt af Gestapo i Ålborg, gravedes en del af registret ned i et mosehul, resten blev smidt i Sejs Snævring. Efter befrielsen blev de gravet op igen, men ca. halvdelen den del af kortene var ubrugeligeregistret, der befandt sig i mosehullet genfundet og bragt til Rådhuset mens resten gik tabt.