Disse to bestemmelser var særlig genstand for Hr. Sabroes retfærdige brede han ville have, at den frie arbejder skulle have lov til nyde sin snaps og sin bajer, når han ville. Og det var brutalt – udtalte Hr. Sabroe – at tilbageholde de 3 kr. af arbejdernes ugeløn. Arbejderne var da fuldstændig prisgivne Bestyrerens Vilkårlighed.
Hr. Sabroe kom dernæst med nogle voldsomme udfald mod Hr. Niebuhr, hvem han beskyldte for at være ”dannet af samme stof som hin Slavefoged, der på Aahus banegård forleden pryglede de forsultne Polakker ”. Og så indrømmede Hr. Sabroe straks efter, at han ikke kendte den mand, hvem han titulerede på en så nedsættende måde.
Hr. Sabroe omtalte forskellige strejker, som havde haft hele den samlede presse selv højrepressens – sympati, således læge strejken på Københavns amtssygehus.
I det hele kunde Hr. Sabroe ikke blive træt af at omtale, hvilke store og gode handlinger, arbejderpartiet havde på sin samvittighed, ligesom han med klædelig beskedenhed fremhævede, hvilken vældig betydning den socialistiske pressehavde haft på udviklingen.
Han sluttede med et leve for, at slige ”Slavekontragter” som Hr. Niebuhr snart måtte være en saga blot, hvilket selvfølgelig den store forsamling – og flere med dem – fuldt ud kunne slutte sig til.
Bagermester Jørgensen tog derpå ordet for et længere foredrag at klargøre sin og den øvrige direktions stilling til nævnte kontraktspørgsmål. Meget rigtigt citerede han desværre fuldstændig sandfærdige skriftsted, at ”Menneskene ikke så gode, som de burde være”, og som følge deraf havde direktionen oprettet en kontrakt med Hr. Niebuhr, lige som der jo oprettedes kontrakter i næsten alle livets forhold. Selv inden for fagorganisationerne var de jo kontraktmæssigt bundne, og han kunne derfor ikke forstå Hr. Sabroes uvilje mod ovennævnte kontrakt, da han jo i de fleste punkter måtte anerkende den for human. Hvad angik de 3 kr. som skulde holdes af ugelønnen, havde direktionen ved kontrakt med Niebuhr sikret disse penges udbetaling og i tilfælde at strid nedsættelse Voldgift.
Hr. Jørgensen sluttede med at konstatere at han var lige så god demokrat som den anonyme skribent, der havde tilsmudset ham i ”Demokraten”, og han havde aldrig bejlet til arbejderens gunst allermindst for egen fordels skyld.
[[Billede:Gudenaa_fabriker.jpg|thumb|330px|Produktionshallen, ca. 1948]]
Hr. Sabroe tog atter fat, men havde nu stemt instrumentet mindre hårdt. Han var villig til at indrømme, at kontrakter var nødvendige i visse tilfælde, men de skulle være således, at de to forskellige parter gensidig kunne forhandle om deres indhold. Dette var nemlig efter Hr. Sabroes påstande ikke tilfældet med ”slavekontrakten” mellem Hr. Niebuhr og hans arbejdere. – For øvrigt en temmelig drøj insinuation mod de antagne arbejdere på Silkeborg ny Teglværk.
Væver Madsen var meget bedrøvet over, at en slig kontrakt kunne oprettes af arbejdsgiver i Silkeborg, da han hørte tale om dens eksistens, var han i begyndelsen overbevist om, at det var det pure opspind, men nu måtte han desværre bøje sig for kendsgerningerne. Som et svagt ekko gav han så lidt af Sabroes tale om sammenslutning og organisation til bedste.