Sindbjerg og Stovbjerg er synlige fra de fleste af områdets højdepunkter.
[[==Navneoprindelse]]==
Stednavnene “Sindbjerg” og “Stovbjerg” er nævnt første gang på [[Videnskabernes Selskabs kort]] fra 1781 og på et udskiftningskort fra 1795. Herefter forekommer de bl.a. i [[A. L. Drewsen]]s dagbog "Fra og om Silkeborg” fra 1850, ligesom de figurerer på [[Mansa]]s kort over Jylland fra 1860. I turisthåndbogen "[[Himmelbjergegnen]]" fra1886 i beskrives den vidtstrakte udsigt for første gang.
Forleddet i Sindbjerg kommer af det oldnordiske “sinder”. Det betyder “slagger” (aske), som er restproduktet, når man laver trækul. Det kunne tyde på, at træerne på bakken en gang er blevet brugt til at lave trækul af.
Det første led i Stovbjerg, der også ses med skriveformen Stoubjerg, er navneordet “stue”. Der har altså muligvis været en dysse (jættestue) på eller ved bakken eller også har der til bakken (bjerget) været knyttet sagn eller forestillinger om en bolig (stue) for underjordiske væsener, hvilket falder godt i tråd med, at der er knyttet et sagn til stedet, hvor det fortælles at det er kæmpen [[Kæmpegraven Kjæmpegraven i Borkesdal| Borke]]s grav.
Rent sprogligt er der en vis mulighed for, at forleddet i Stovbjerg kunne være stub-, som netop er den nederste og rodfæstede del af et træ og som bliver tilbage når træet er fældet. Stovbjerg kan altså dermed ligesom Sindbjerg have været det sted, hvor man hentede stammer til milebrænding. Til at understøtte dette kan det nævnes, at A. L. Drewsen skriver i sin dagbog, at han en dag befandt sig i en i en kedel bag Sindbjerg, som lignede krateret på en udbrændt vulkan.