Virklund

Navnet Virklund er kendt i skriftlige kilder fra slutningen af 1300-tallet - dog med efterleddet "lang", som menes at være et tidligere navn for Thorsø. Virklund ses første gang benyttet i Matriklen fra 1688. Forleddet "Virk" eller "wirki" er et gammel dansk ord for "befæstning" eller "forsvarsværk", som vi også kender det i Dannevirke. "Virklang" var altså borgen i den lange sø.

I 1994 og 1995 gjorde to amatørdykkere en række opsigtsvækkende fund på bunden af Thorsø udfor det offentlige badested i den østlige ende. Man fandt henholdsvis en række egestolper på ca. 2 meters dybde og med tykkelse på 30x30 centimeters samt et lerkar og en bronze-jydepotte. Stolperne er siden blevet dateret og stammer fra træer fældet i ca. 1333. Danmark var uden konge fra 1332 til 1340 og Grev Gerts tropper hærgede i området. Egestolperne har således nok været en del af en bygning og et forsvarsanlæg midt ude i søen. Det var altså sandsynligvis opført på stolper og adgangen til land er sikkert foregået via en lille bro.

En opmåling af anlægget foretaget af Nationalmuseet i 1999 viste, at den tilhørende bygning har været 5,5x 5,5 m og har ligget i et sumpet område, idet søens vandstand på daværende tidspunkt var 2 m. lavere end i dag.

Virklund var indtil 1970 en del af Them Kommune, men i forbindelse med kommunalreformen blev Virklund den 1. april 1970 en del af Silkeborg kommune.

Virklundvej har sit navn, fordi den udgør den gamle vej gennem landsbyen Virklund.

Senest ændret 12. december 2010 kl. 22:17